Hvem har anbragt sexlegetøj på postkasse?

Politiet søger nu vidner til torsdagens hændelse hvor der blev fundet en mistænkelig genstand.

Hvem har anbragt sexlegetøj på postkasse?
'Rullemarie' blev torsdag aften sat ind på Bredekildevej i Kalundborg for at fjerne en mistænkelig genstand fra en postkasse. Genstanden viste sig at være sexlegetøj.

Af Jens Nielsen

Midt- og Vestsjællands Politi søger nu vidner til hændelse onsdag aften på Bredekildevej hvor en eller flere ukendte personer havde placeret noget sexlegetøj på postkassen ved Jehovas Vidners Rigssal.

Onsdag aften kl. 18.01 fik politiet anmeldelse om, at der var fundet en mistænkelig genstand ved en postkasse på Bredekildevej i Kalundborg. Der var tale om en cylinderformet genstand, som kunne ligne noget hjemmelavet fyrværkeri. Det var ikke muligt at fastslå, om genstanden var farligt, så politiet afspærrede området og tilkaldet sprængningseksperter fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD).

Krydset Bredekildevej/Lerchenfeldvej og Bredekildvej/Asser Rigsvej blev afspærret. Beboerne tæt ved blev orienteret og bedt om at blive indendørs.



Brandvæsen og ambulance blev tilkaldt til at holde klar, hvis der opstod behov. Omkring kl. 21.20 kørte EOD en robot (rullemarie) hen til den mistænkelige genstand, hvor det blev afklaret, at den var ganske ufarlig. Genstanden blev fjernet, og taget med til nærmere undersøgelse.

Politiet oplyste torsdag aften at den mistænkelige genstand var noget sexlegetøj som var blevet lagt oven på postkassen ved Jehovas Vidners Rigssal på Bredekildevej.

Politiet ophævede afspærringen og aktionen var færdig omkring kl. 22.00. Sagen efterforskes nu for at forsøge at finde frem til, hvem der har placeret genstanden og motivet til det.

Politiet opfordrer derfor vidner som har set personer eller køretøjer på Bredekildevej i løbet af onsdagen op til genstanden blev fundet, eller som har andre oplysninger om den mistænkelige genstand, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Video: Bombelignende genstand var sex-legetøj

Del