Hvem bliver årets lokale hjælperytter?

”Vi vil gerne hylde de ”usynlige” helte i vores område – hverdagens hjælperyttere"

Hvem bliver årets lokale hjælperytter?
Destination Sjælland vil gerne hylde de ”usynlige” helte i vores område – hverdagens hjælperyttere. Arkivfoto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

Det er efterhånden et halvt år siden, at Tour de France-feltet rullede gennem Destination Sjælland, hvor Magnus Cort snuppede den prikkede bjergtrøje, mens lokale Mads Pedersen blev nummer tre på etapen. I den forbindelse skal Destination Sjællands hjælperyttere hyldes.

Resten af løbet er historie – dansk historie – da Jonas Vingegaard sikrede sig den samlede sejr, mens han sammen med Magnus Cort og Mads Pedersen sørgede for fire etapesejre undervejs. Ingen af delene kunne lade sig gøre uden danskernes hold og hjælperytter – og netop Destination Sjællands hjælperyttere skal igen i år hyldes.

”Vi vil gerne hylde de ”usynlige” helte i vores område – hverdagens hjælperyttere. Hjælperyttere er vitale for stjernerne i verdens største cykelløb, ligesom lokale hjælperyttere er alfa omega, når gæsterne i Destination Sjælland skal have en ekstraordinær oplevelse, når hverdagen bliver speciel på grund af en god kollega eller lignende,” fortæller Morten Jensen, der er direktør i Destination Sjælland.

Hyldes med 5.000 kroner

Egenskaber som hjælpsomhed, service, empati mv. er i spil, når Årets Hjælperytter 2022 skal kåres.

”Vi er på jagt efter de helt specielle personer på arbejdspladserne, i foreningerne, blandt ildsjælene eller noget helt fjerde. Eneste krav er, at man skal bo eller arbejde i Destination Sjælland, der tæller Holbæk, Kalundborg, Slagelse og Sorø Kommuner,” fastslår direktøren.

I første omgang skal hjælperytterne nomineres på hjemmesiden hertil.dk, hvorefter et panel udvælger finalisterne til en spændende afstemning. Årets hjælperytter hyldes med gaver og 5.000 kroner. Der er netop åbnet for nomineringer, som løber frem til 31. januar.

Her hjælper vi til

Kåringen af Årets Hjælperytter i Destination Sjælland er en del af indsatsen ”Her hjælper vi til”, som destinationsselskabet lancerede i forbindelse med sidste års Tour de France-besøg i Danmark.

”Vi vil gerne gøre det til en tradition at hylde det, vi kan i Destination Sjælland. Vi er Danmarks ypperste hjælperytter i ordets bedste forstand. Her hjælper vi til – her hjælper vi hinanden og vores gæster,” forklarer Morten Jensen.

Sidste år blev Tina Sonne, der er ergoterapeut på Stillinge Skole ved Slagelse, kåret til Årets Hjælperytter 2021 for sit store arbejde med skolens børn.

Destination Sjælland håber, at fejringen af Årets Hjælperytter kan øge den lokale stolthed og bringe suset fra den fantastiske dage med Tour de France tilbage for en stund. Kandidater til Årets Hjælperytter kan allerede nu nomineres på hertil.dk

Del