Hvad vil I, Kalundborg?

Læserbrev: Hvad vil I, Kalundborg?

Kulturkonferencen, der blev afholdt d. 1. oktober 2024 i Kino Den Blå Engel, skulle være et signal til borgerne i Kalundborg fra kulturudvalget – et signal, der skulle vise, at NU vil man tage kulturen i Kalundborg alvorligt. Desværre ser det ud til, at man har valgt at bruge analysen som en kulturel facitliste, og det vil være fatalt for kulturlivet, hvis man fortsætter ned ad den vej. Kulturudvalget er, med kulturanalysen, hverken blevet klogere på borgernes ønsker til Kalundborgs kulturliv eller klogere på, hvordan borgerne vil have ønskerne ført ud i livet. De er kun blevet klogere på hvad status er, og ikke andet. I det udsendte spørgeskema som analysen bygger på, bliver der aldrig stillet det helt simple spørgsmål:

Hvis man ikke ved hvor man vil hen, er det svært at lovgive på området, støtte de ’rigtige’ steder, og målrette indsatsen, og som det er sket for kulturudvalget, så ender kulturindsatsen med at blafre i vinden. Når kulturudvalgets formand, Hans Munk (Rad.), til Danmarks Radio udtaler, at udvalgets arbejde måske ikke har været på omdrejningshøjde med udviklingen, så vælger han bekvemt at fejltolke analysen, der dannede baggrund for kulturkonferencen.

Borgerne er ikke tilfredse

Analysen fra Kulturens Analyseinstitut (KAI) viste entydigt, at det siddende kulturudvalg tilsyneladende ikke gør sit arbejde godt nok. Tilfredsheden til kulturlivet blandt Kalundborgs borgere er på sølle 26,1%, og en så ringe opbakning til ens arbejde, er normalt noget, der får trænere fyret, ledere smidt på porten, eller regeringer til at gå af, men sådan spiller klaveret selvfølgelig ikke i kommunalt regi.

Tallet på 26% kan selvfølgelig komme fra et endnu lavere niveau, men da jeg ikke kan finde ældre rapporter, der sætter tal på kalundborgensernes tilfredshed med kulturlivet i kommunen, så fokuserer jeg på, at et tal på 26% i normale sammenhænge vil udgøre et validt fyringsgrundlag.

I toppen af kommunen er der tilsyneladende en indgroet tyrkertro på, at det eneste saliggørende for Kalundborg og kommunens borgere er flere bio-tech-virksomheder, uddannelsesinstitutioner og produktionsvirksomheder. Men nu er det efterhånden tydeligt for enhver, at kommunens smertegrænse for tilflyttende virksomheder er nået, fordi flere virksomheder blot vil medvirke til en yderligere forringelse af kommunens infrastruktur.

Unge tilflyttere med store krav til kulturlivet

Der er nu også en campus på vej, som skal danne basis for en række bio-tech-uddannelser, og selvom jeg hilser de nye unge studerende velkommen, så savner jeg planer for både deres og kalundborgensernes kulturelle velbefindende. Tusindvis af unge, der kun får tilbudt sportsaktiviteter som fritidsaktiviteter, skal nok selv finde ud af, hvordan man starter en fest. Unge mennesker, der kun kan ’slå tiden ihjel’ ved at feste sig gennem studietiden, er en direkte invitation til ballade, og vil snart give sig udslag i en nødvendig økonomisk saltvandsindsprøjtning til ordensmagten. Men, hvis det er dét som kulturudvalget har haft som ambition, så kan de med rette sige, at de har løftet deres opgave – er deres ambition er en anden, så skal de denondelynemig til at sadle om.

Analysens konklusioner skal tolkes, ikke helgenkåres

Da direktøren for Kulturens Analyseinstitut, Esben Danielsen, fremlagde analysen i Kino Den Blå Engel, ved kulturkonferencen d. 1. oktober, lød det bl.a., at kulturaktiviteterne i Kalundborg savnede synlighed, og at den stærke frivillige ånd blandt kalundborgenserne bør styrkes og dyrkes. Det har kulturudvalget taget til sig, og foreslår selv i en pressemeddelelse d. 8. november 2024 bl.a., at synligheden af frivilligheden skal styrkes, frivilligheden skal opfordres til at arbejde i netværk, ansøgninger fra (frivillige?!?) partnerskaber vil blive prioriteret, og så skal der udarbejdes en ny kulturstrategi.

Udvalget argumenterer for partnerskaber mellem flere aktører, da det vil skabe mere ”samarbejde og innovation”. Det første er indlysende, men der kommer sjældent noget innovativt ud af at flere mennesker skal blive enige om en fælles retning. Koordineringen af flere (frivillige) grupperingers mødekalendere er ofte lidt af et mareridt, så samlet set vil dette krav bare sætte udviklingen ned i tempo, og skabe flere metervare-kulturprodukter. Erfaringsmæssigt er det nemlig altid den laveste fællesnævner, der kendetegner resultatet, når mange mennesker skal nå til enighed, og det er meget sjældent særlig innovativt.

En kulturstrategi!?! Jatak!

Kulturudvalget skriver, at det ønsker at udarbejde en ny kulturstrategi. Jeg vidste ikke at kommunen har en strategi, der rækker sig udover NOVOs og biotech-industriens interesser, men på kommunens hjemmeside for kultur- og fritidspolitikken, så er der ikke sparet på superlativerne og ambitionerne.

https://kalundborg.dk/politik/planer-politikker-og-strategier/politikker/kultur-og-fritidspolitik

Særligt overskriften, ”Innover eller dø!”, for kommunens kulturvision, stikker i øjnene, men en specifik strategi kan jeg ikke se formuleret nogen steder.

Hvilke kilder, når informationerne er sparsomme 

I det udsendte spørgeskema fra Kulturens Analyseinstitut (KAI) handlede kun 2 af de 42 spørgsmål, om borgernes ønsker til kommunens fremtidige kulturliv, men jeg har ikke kunne finde henvisninger til de 2 spørgsmål i hverken instituttets fulde 121 siders rapport, den 50 siders pixi-udgave af rapporten, eller i udtalelserne fra kulturudvalget. Derfor er det relevant at spørge kulturudvalget, hvilke data de har tænkt sig at basere ”en ny kulturstrategi” på.

Ved kulturkonferencen var forskellige paneldeltagere indbudt til at debattere, og flere af dem påpegede, at de bl.a. oplevede et meget ringe engagement fra kommunens side, lang sagsbehandlingstid, uklar forretningsgang, og manglende koordinering ved kulturelle henvendelser til kommunen. En enkelt opfordrede til et samarbejde (læs: helst et økonomisk bidrag) med ”større industrivirksomheder, der har hovedsæde i byen”, men det blev grinende afvist af kulturudvalgets formand, Hans Munk (Rad.), der påstod at ”ingen virksomheder har hovedsæde i byen”.

Formandens kommentar udløste højlydte grin fra tilhørerne i salen. Vi var sikkert mange, der undrede sig over hvorfor i alverden vores borgmester holder månedlige møder med enkeltstående firmaer, og hvorfor vi for borgernes skattekroner laver motorveje, lyskryds i stedet for rundkørsler, sørger for rent vand til fabriksanlæg, når det ikke er kommunens borgere, der har problemer på disse områder. Det er bio-tech-virksomhedernes medarbejdere, der holder i kø hver morgen, ikke kalundborgenserne. At række ud efter hjælp fra spillere, der trækker så store veksler på infrastrukturen, er vi mange, der ser som en selvfølge, så spørgsmålet om hvorvidt der er eller ikke er hovedsæde i Kalundborg, er bare et spørgsmål om semantik.

Kritikken fra paneldeltagerne og fra de ”kvalitative interviews” som KAI indsamlede, adresserer kulturudvalget ikke. Så hvilke data skal den nye kulturstrategi så basere sig på?

Analysen kom ikke med svaret, men det kan forskningen gøre

Direktøren fra KAI, Esben Danielsen, fremlagde ved konferencen afslutningsvis hovedpointerne fra analysen, og hér blev det især pointeret, at den høje grad af frivillighed kunne styrkes, og at den manglende synlighed for kulturlivet kunne forbedres. Som nævnt tidligere, så har kulturudvalget tilsyneladende taget alle Esbens anbefalinger til sig 1 til 1, men hér må jeg pointere, at Kulturens Analyseinstitut ikke har kompetencer på dette område. Deres medarbejderstab består hovedsagelig af – dygtige – talknusere, mens det ’står skidt til’ med kulturforskere.

KAI aner simpelthen ikke hvad der virker, og hvad der ikke gør, når man vil udvikle på det kulturelle område, og baserer således deres ’anbefalinger’ på synsninger og kvalificerede fornemmelser. Men det er heller ikke det som instituttet er sat i verden for!

Når man vil have viden om hvordan man kan påvirke lokal eller regional kulturel udvikling, skal man kigge på hvad forskere som f.eks. afdøde professor Jørn Langsted, Institut for Dramaturgi, Århus Universitet, konkluderede i flere af sine studier: Kultur, baseret på frivillighed rækker kun så langt som energien fra ildsjælene på de enkelte områder rækker. Kultur, der baserer sig på offentlig støtte og en overordnet strategi, kan række årtier ud i fremtiden.

Og offentlige investeringer i et rigt kulturliv er faktisk en lukrativ forretning for hele samfundet. Påstanden om, at kultur kun er en omkostning, er gendrevet af både Jørn Langsted og adskillige andre – alle forskningsrapporter om kulturøkonomi konkluderer, uafhængigt af hinanden, at alt efter hvilken kulturform (teater, museer, musik, osv.) der satses på, så vil hver investerede kulturkrone give pengene 2 til 6 gange pengene tilbage til de offentlige kasser. To rapporter fra hhv. Dansk Industri (DI) og fra Dansk Erhvervsråd (DE) konkluderede sidste år tilmed samstemmende, at samfunds- og byudvikling uden kulturudvikling er et fata morgana.

Lad borgerne komme til orde

De omtalte rapporter bør betragtes som pligtlæsning for kulturudvalget og kommunalbestyrelsen, når der skal fastlægges en strategi, men jeg vil samtidig gerne opfordre til, at der hurtigst muligt indkaldes til, og afholdes, offentlige høringer. Høringerne – opdelt i separate høringer for unge, ’voksne’ og ældre – skal kortlægge hvad kalundborgensernes ønsker og håb er for kommunens kulturliv, og først derefter skal der udarbejdes en kulturstrategi.

Både ved præsentationen af det kommende kulturhus, og ved den omtalte kulturkonference var gennemsnitsalderen blandt tilhørerne – efter min vurdering – omkring 60+ år, og ALLE havde en mere eller mindre professionel tilknytning til kulturlivet. De ’almindelige borgere’ – dem der rent faktisk skal benytte kulturtilbuddene – skulle man kigge langt efter, og derfor er det magtpåliggende, at kulturudvalget rækker mere håndfast ud til borgerne, og stiller spørgsmålet:

HVAD VIL I, KALUNDBORG?

Kenneth Sand, Kalundborg