Hvad skal der fikses i Gørlev?

Folkene bag den nedsatte aktionsgruppe er nu klar til afholdelse af et borgermøde omkring elleve 'Få Det Fikset' projekter.

Hvad skal der fikses i Gørlev?
Mandag den 24. marts er der borgermøde i Gørlev, hvor der skal snakkes om elleve udvalgte Få Det Fikset projekter.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Få Det Fikset Gørlev afholder borgermøde mandag den 24. marts, hvor der skal snakkes om elleve udvalgte projekter.

Efter et års tid, hvor den nedsatte aktionsgruppe har arbejdet med mange af de ideer, som borgerne fremsatte på opstartsmødet i efteråret 2023, er folkene bag den nedsatte aktionsgruppe nu klar til afholdelse af et borgermøde omkring elleve projekter.

På opstartsmødet tegnede der sig et klart billede af, hvad de fremmødte borgere mest ønskede sig for de kommunale kroner. Gørlev by har fået politisk tilsagn om en million kroner til etablering af borgerønsker. Projekterne spænder vidt og bredt fra et tiltrængt læskur og rumskabende beplantning i Gørlev Hundeskov over forlængelse af Træfjællebroen ved Gørlev Sø, nyt energirigtigt lys på Gørlev Kirke til opgradering af fru Martinsens Have, bænke på Vandværkshøjen og en større bevægelsespark ved Sukkerfabrikken.

“Projekterne har været til screening i de faglige stabe i kommunen, så vi er sikre på, at alle projekter er realiserbare, inden de forelægges borgerne. Enkelte borgerforslag er udgået undervejs, enten fordi projekterne faldt uden for Få Det Fikset formålet, eller fordi tovholdere trak forslagene tilbage undervejs. Få Det Fikset arbejdet er jo både en langsommelig og krævende proces - men nu ligger der 11 forslag klar, og folkene bag aktionsgruppen glæder sig til at få blåstemplet arbejdet og igangsat projekterne rundt omkring i bybilledet,” fortæller Susanne Ladefoged, kontaktperson, Få Det Fikset Gørlev.

Alle er velkomne på mødet, der foregår den 24. marts kl. 19 i Gørlev Hallens mødelokale. Der er indgang i gavlen.

Del