Hvad er ”Det gode liv”?
Dette efterår sætter Kalundborg Biblioteker fokus på temaet ”Det gode liv” med en lang række foredrag - de begynder dog med fællessang.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ifølge Kalundborg Biblioteker bliver man glad af at synge, og derfor markerer de nu starten på efterårets tema ”Det gode liv” med en lille happening, hvor de byder op til fællessang. Biblioteket introducerer samtidig en ny udstilling ”Det gode livs træ” og håber, at alle sangglade gæster vil bidrage med de første stikords-kort.
Dette efterår sætter Kalundborg Biblioteker fokus på temaet ”Det gode liv” med en lang række foredrag. Foredragene spænder over mange forskellige emner, lige fra alvoren ved at være alvorlig stressramt, til værdien og vigtigheden af glæde og grin. Det handler kort sagt om livskvalitet, og hvad vi hver især oplever gør livet værd at leve.
Som variationen i foredragene, er der uden tvivl stor forskel på, hvad det enkelte menneske oplever som det gode liv og livskvalitet. Kalundborg Biblioteker håber med udstillingen ”Livets træ” i stikordsform at indfange spændende bud på, hvad borgerne i Kalundborg synes bidrager til, at gøre livet godt. De begynder altså med en omgang fællessang.
Biblioteket er vært med kaffe, te, vand og lidt sødt den dag. Arrangementet foregår på Kalundborg Bibliotek onsdag den 13. september kl. 16-17. Der er ingen tilmelding, man kan bare dukke op og synge med.
Læs meget mere om efterårets foredrag i det nye katalog fra Kalundborg Biblioteker eller på bibliotekets hjemmeside www.kalundborgbib.dk