Hun kan slet ikke lade være

Hun brænder for lokalpolitik, og kan slet ikke lade være med at blande sig i debatten

Hun kan slet ikke lade være Hanne Olesen fylder om få dage 70 år, men det betyder ikke, at hun stopper sit politiske liv. Hun brænder for lokalpolitik, og har meget mere at give af endnu. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det er muligt, at der inden længe står 70 år på dåbsattesten, men det hverken ser eller mærker man på den smilende gråhåret dame, som TV-Kalundborg har besøgt i hendes ”hule” hjemme på adressen i Kalundborg. Jobbet er lagt på hylden til fordel for pensionisttilværelsen, men hun er stadig aktiv, som lokalpolitiker for Socialdemokratiet i Kalundborg, og hun er frisk på at køre 4 år mere i kommunalbestyrelsen, for hun kan slet ikke lade være.

Hanne Olesen fylder 70 år mandag d. 4. oktober, men hun er stadig en travl kvinde, og lokalpolitik er hun endnu ikke færdig med. Hun har været politisk aktiv i snart 12 år, og hun fortryder ikke sit valg selv om, der indimellem kan være stunder, hvor hun tænker, om hun bare skulle smide håndklædet i ringen og nyde sit otium. Men hun ved godt, at det er hun slet ikke klar til endnu, der er stadig en del politisk arbejde, som hun gerne vil være en del af, hvis hun altså bliver valgt ind. Hun brænder for lokalpolitik, og kan slet ikke lade være med at blande sig i debatten.

”Jeg har en fantastisk lyst til at fortsætte. Det er så spændende. Jeg kunne godt ønske for alle, at de prøvede at være politiske aktive. Det er meget givende. Normalt ville jeg sige, at man stopper, når man runder de 70 år, men der står jo altså ikke en horde at unge mennesker til at tage over, og så kan jeg godt være bekendt at tage en omgang mere. Jeg følger mig jo heller ikke gammel. Jeg brænder for det, ja, jeg kan vel ikke lade være. Man er lige midt i det hele, og er med til at præge udviklingen, og der sker rigtig meget i Kalundborg. Faktisk har de sidste fire år været de mest spændende politisk, fordi der sker så meget i Kalundborg i disse år. Men ja, der kan da godt være en stund, hvor jeg tænker, jeg ikke gider mere, især set i lyset af alt det bøvl, der er internt i Socialdemokratiet i Kalundborg. Men det skal ikke få mig til at stoppe, at der er uro i partiet. Der er mere tilbage i mig,” fortæller Hanne Olesen.

Vælger ikke den lette vej

Hun fortæller også, at hun er klar over, at tingene er lettere, hvis man ikke siger sin mening højt, men sådan er hun ikke: ”Jeg kan godt tænke, at nu tier jeg bare stille, det gør unægtelig tingene nemmere, hvis man bare sidder og putter sig, men det kan jo ikke hjælpe noget, når man ikke er sådan. Jeg er ærlig, og siger min mening, hvis jeg bliver spurgt, og sådan har det altid været. Måske man ikke er enig, men man er ikke i tvivl om, hvor jeg står.”

Hanne Olesen ved også, at hendes ærlighed nogle gange koster. Den spænder ben for hende, men hun kan heller ikke gå på kompromis med sig selv: ”Jeg ved, at min ærlighed blokerer for mig nogle gange, men er jeg ikke ærlig, kan jeg ikke holde det ud. Sådan er jeg både i mit private og politiske liv. Nogle oplever, at min ærlighed er frygtelig provokerende. Men folk vil ikke altid høre sandheden selv om, at det er, hvad de beder mig om at sige. Jeg tænker jo, at når folk spørger mig, vil de gerne vide, hvad jeg mener. Men sådan forholder det sig ikke altid, og så brænder man sig nogle gange.”

Men Hanne Olesen vil ikke lave om på sig selv. For hende er det vigtigt at være, som man er. Nogle kan lide en, og nogle kan ikke. Nogle er enige med en, og nogle er ikke. Det kan hun godt leve med.

Et godt samarbejde er vigtigt

 Jeg har i alle 12 år haft en fantastisk godt samarbejde med alle dem, der sidder i kommunalbestyrelsen, men det tror jeg også er fordi, man ved, hvor man har mig. Det er også vigtigt i politik, at man respekterer de spilleregler, der er. Med det mener jeg, at man kæmper, mens man har ret til at kæmpe så at sige. Altså så længe, at sagen ikke er afgjort. Men når en sag er afgjort, kommer jeg videre uanset udfaldet. Det gør jeg, fordi jeg ved, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og så kan jeg ikke gøre mere. Nogle gange går det godt, andre gange knap så godt. Jeg vil ikke hænge i fortiden,” fortæller Hanne Olesen smilende over en kop kaffe, og fortsætter: ”Det er ligesom med skjulte spilleregler, de er der alle vegne, og vi ved det alle sammen. Jeg kan godt lide dem. For mig er regler ikke snerrende, de fortæller mig bare, hvor jeg kan sprudle. Men det er vigtigt, at man fortæller hinanden, hvor man står. Man kan sagtens være uenige, og stadig samarbejde. Det gælder både blandt politiske kollegaer og borgerne. Dialog fungerer som udgangspunkt, og det gør ærlighed også. Jeg kan også godt lide at diskutere med nogen, jeg er uenig med. Man udviklersig ikke ved at diskutere med de mennesker, man er enige med. Jeg oplever da også nogle gange, at jeg selv ændrer mening, eller i hvert fald drejer den lidt, når jeg har fået låst mig fast. Jeg vil helst ikke låses i en holdning.”

 

Hanne Olesen har arbejdet for Skattevæsenet i Kalundborg i 35 år, og har været fællestillidsrepræsentant i Kalundborg Kommune indtil 2014. I dag er hun pensioneret, og når Hanne Olesen ikke er travlt optaget af sit politiske liv, bruger hun tid sammen med sin mand, børn og børnebørn. Hun ved, hvor meget det kræver at passe job og børn, og vil hellere end gerne hjælpe sine børn, hvor hun kan.

”Vi giver alt, hvad vi kan, og vil gerne hjælpe vores børn. Jeg har selv haft en mor, der hjalp meget, da mine børn var små, og jeg ved, hvor meget det betyder. Jeg kan godt have lidt ondt af de yngre generationer, når jeg ser arbejdsmængden. Jeg tænker også ofte på, at det må være svært at være politiker og samtidig familefar/mor. Det er lidt skræmmende for demokratiet, det duer ikke, at det kun er de ældre, der er i politik. Vi skal have alle generationer med.”

Inden det politiske liv slutter

Der er særligt nogle ting i lokalsamfundet, Hanne Olesen brænder for at være med til at sætte i gang - eller fuldføre, inden hun afslutter sin politiske karriere.

”Infrastrukturen, det brænder på. Jeg er tilhænger af en Kattegatforbindelse, men det er en tunnel og intet andet for mig. Tunnelen skal tillige ned meget før de tegninger, man ser. Jeg kan slet ikke udholde tanken om, at ødelægge Røsnæs. Jeg ved, der er meget diskussion lige netop omkring Kattegatforbindelsen, men jeg tror på, at vi er nødt til at have en forbindelse. Vi skal også have færdiggjort havneparken, og derudover glæder jeg mig til fortsat at være fremme i skoen på at trække uddannelser til byen. Det kommer til at betyde meget for egne borgere på sigt. Ungdomslivet vil tillige blomstre. De unge vil begynde at være sammen med dem, der studerer, og det vil være med til at højne vores uddannelsesniveau herude. Derudover er der den almindelige byudvikling. Vi skal have mere af Klosterparken, ikke mere i Klosterparken, men flere forskellige boligformer, i byerne, men også i landsbyerne. Jeg glæder mig også til at blive en del af, at få brandet vores Højby. Vi har været for længe om at bryste os af, at vi har så mange Middelalderhuse i Kalundborg. Vi dukker os lidt, i stedet for at være stolte over, hvad vi har. Vi kan sagtens bære mange flere ting i Kalundborg, og det skal vi.”

Del