Hun arbejder med fysiske og psykiske ubalancer

Susanne Jeppe ved sin briks i klinikken i Gørlev. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Susanne Jeppe ejer Massagebriksen, hvor hun tilbyder kropsterapi. Hendes fremgangsmåde er en holistisk behandlingsform, hvor hun tager udgangspunkt i den enkelte, ligesom hun arbejder med psykisk og fysisk ubalancer. 

Til september har Susanne Jeppe haft sin klinik i Gørlev i to år. Hun er uddannet certificeret kropsterapeut uddannet ved PassuSego. Hun har tidligere været lejet ind i en klinik i Ruds Vedby, men har nu sin klinik i egen bolig. Oprindelig er Susanne Jeppe uddannet kok, men da hun brækkede ryggen tilbage i 2014, kunne hun ikke længere arbejde som sådan. 

”Det betød, at jeg måtte tænke i nye baner, og da jeg gik til både yoga, Tai Chi og clairvoyance i Slagelse på det tidspunkt, så jeg et opslag om et introduktionsmøde til PassuSego, hvor grundprincipperne er de samme, som ved Body SDS. Man arbejder med lymfesystemet og vejrtrækningen,” fortæller Susanne Jeppe, og fortsætter: ”Jeg guider kroppen gennem forskellige teknikker bl.a. ved hjælp af åndedræt, indføling og massage. Jeg finder i samarbejde med kunden ud af, hvor problemet udspringer. Jeg arbejder med nervebaner og meridianer. Det handler om, at få flow i din krop, så både blod, energibaner, åndedræt og lymfesystem flyder frit og renses for blokeringer.”

Susanne Jeppe har en hel del faste kunder, og de er i alle aldre. Nogle kommer for en spændingshovedpine, andre med stress, depression eller noget helt fjerde. 

”Det er meget forskellige mennesker, der kommer til mig, og ligeså er deres problematikker. Nogle har ondt i hovedet, andre i nakken, nogle er deprimerede eller stressede. Det kan også være snurrende hænder eller noget helt andet. Men tankegangen hos mig er jo netop holistisk dvs., at det hele hænger sammen i en større helhed,” siger Susanne Jeppe.

Susanne Jeppe forhandler endvidere også forskellige Aloe Vera produkter i sin klinik: ”Det gør jeg, fordi det er et troværdigt produkt. Jeg ved, at det virker, og det hænger godt sammen med min kropsterapi,” slutter Susanne Jeppe af med at fortælle.

Massagebriksen har åbent alle dage kl. 10-22. Man kan booke online via Facebook på siden ”Massagebriksen. Kropsterapi og Massage”. Derudover kan man også ringe til Susanne Jeppe og få en tid på tlf.nr.  2466 3909 eller skrive til hende på E-mail: s.jeppe58@gmail.com

Del