Høng Bibliotek åbner igen
De har længe ventet på, at kunne åbne biblioteket i Høng igen, men nu er tingene ved at være på plads.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Man har netop meldt ud fra Høng Bibliotek, at biblioteket er klar til at åbne mandag den 4. juli efter, at biblioteket har været under renovation grundet røgskade fra en nytårsraket, der ved et uheld røg gennem et vindue nytårsaften.
Høng Bibliotek blev ramt af en brand nytårsaften 2021/2022, og har været lukket siden. De har derfor længe ventet på, at kunne åbne biblioteket i Høng igen, men nu er tingene ved at være på plads, og mandag den 4. juli er der atter åbent på Høng Bibliotek.
”Vi kan endnu ikke svare på, om det bliver med selvbetjening på biblioteket i Høng, men vi satser på det. Det kommer dog helt an på, om elektrikeren kan nå, at lave det, der skal laves. Uanset åbner vi op for borgerne på almindelig vis, og der vil være kaffe, kage og saftevand til alle, der lægger vejen forbi,” fortæller Jette Mygind, der er biblioteksleder på Kalundborg Biblioteker, og fortsætter: ”Vi holder også noget, når børnene er tilbage fra sommerferie.”
Ser nyt og fint ud
Alle bøger er nu oppe på hylderne, de netop ompolstrede møbler står klar, der er malet og nogle steder er der kommet nyt gulv.
”Der mangler stadig nogle småting, nogle billeder, der skal op osv. Men ikke noget, der betyder noget i forhold til at åbne den 4. juli,” fortæller Jette Mygind, og fortsætter: "Ydermere er alle reoler skåret lidt ned, så man bedre kan nå, da de tidligere var meget høje. Vi har tænkt på det længe, at der skulle skæres af dem, men det var et stort arbejde at tømme alle reoler osv., men nu skulle det jo gøres alligevel, og så fik vi skåret af dem i den forbindelse”
Alle er velkomne til kaffe og kage mandag den 4. juli på Høng Bibliotek.