Hjemmestrik til julekurvene
Der blev doneret hjemmestrik til julekurve, der alt sammen bliver delt ud af Medborgerhuset.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mandag modtog Medborgerhuset i Kalundborg en masse hjemmestrik lavet af Kreativ/varmestuestrik, Vor Frue Kirke i Kalundborg.
Der blev doneret 230 stykker hjemmestrik til julekurve, der alt sammen bliver delt ud, når Medborgerhuset hvert år deler sine julekurve ud til borgerne.
”De flittige Kreadamer havde tilsammen strikket ca. 400 stk., hvoraf Medborgerhuset fik 230, krisecentret 75 og Menighedesplejen i Kalundborg 80 stk.,” fortæller Marianne Madsen fra Medborgerhuset, og hun tilføjer: “Ud af de 400 stk. er over 100 strikket den sidste måned, så der har været travlt.”
Medborgerhuset I Kalundborg er meget taknemmelige for det store stykke arbejde de mange kreative damer yder.
“I Medborgerhuset er vi så glade for samarbejdet, for det betyder jo, at vi kan sende hjemmestrik med i de godt 200 juleposer, vi hvert år pakker og sender ud til borgerne,” slutter Marianne Madsen.