Hjælp til MitID er fortsat nødvendig

MitID er stadig en udfordring for mange borgere, og der arbejdes på at hjælpe alle.

Hjælp til MitID er fortsat nødvendig Fra torsdag den 22. september er det MitID og ikke NemID, man først møder, når man skal logge på offentlige selvbetjeningsløsninger som fx skat.dk, borger.dk og sundhed.dk. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mere end 4,5 mio. borgere har nu fået MitID. Derfor bliver MitID det første, man møder, når man skal logge ind på offentlige selvbetjeningsløsninger som fx skat.dk, borger.dk og sundhed.dk. Men MitID er stadig en udfordring for mange borgere, og der arbejdes på at hjælpe alle.

Fra torsdag den 22. september er det MitID og ikke NemID, man først møder, når man skal logge på offentlige selvbetjeningsløsninger som fx skat.dk, borger.dk og sundhed.dk. Skiftet sker som et led i overgangen til MitID, som har været i gang siden oktober 2021 – siden da har mere end 4,5 mio. danskere fået det nye digitale ID.

Hjælpen er fortsat et problem

Der arbejdes på højtryk for, at få alle med, der har behov for MitID. Før sommerferien blev der blandt andet introduceret en ny funktionalitet i MitID appen, som gør det nemmere fx, at hjælpe pårørende med at få MitID. Hvis man har brug for hjælp i Borgerservice til at få MitID, opfordres der til, at man booker tid nu. Men problemet er, at Borgerservice ikke har nok tider til de mange, der gerne vil have hjælp til MitID. På Kalundborg Bibliotek har man ligeledes afholdt rigtig mange ’MitID Dage’ for borgere, der har brug for hjælp af den ene eller anden art til MitID, og her ser de også, at der fortsat brug for hjælpen.

”Vi har netop igen afholdt MitID Dag i dag, hvor vi hjalp omkring 60 igennem. Vi sidder to fra biblioteket, en fra borgerservice og tre Ældresagen. Vi afholder MitID Dag hver onsdag frem til november, og så må vi se, hvad behovet er. Men der er ingen tvivl om, at borgerne fortsat efterspørger hjælp, det kan fx være, at man har fået ny tlf., har smidt sin kode væk osv.,” fortæller Jette Mygind, der er biblioteksleder på Kalundborg Biblioteker, og fortsætter: ”Det er primært de ældre, der har brug for hjælp, men der er også yngre, der kommer her for at få hjælp til MitID, og de er selvfølgelig lige så velkomne.”

Indtil november er der altså hjælp at hente på Kalundborg Bibliotek, hvor Biblioteket, Borgerservice og Ældresagen afholder ’MitID Dag’ for borgerne hver onsdag kl. 9.30 -15. Har booker man ikke tid, men trækker et nr., når man kommer. På Borgerservice kan man fortsat også få hjælp, men her skal man booke tid i forvejen, og alle tider i nær fremtid er ofte meget hurtigt væk.

Overgangen til MitID sker over en længere periode

”Overgangen til MitID sker over en længere periode, hvilket betyder, at man stille og roligt kan vænne sig til at bruge sit nye ID, samtidig med at man stadig kan bruge NemID mange steder. Nu skifter vi det automatiske loginvindue, så man først møder MitID. Med det vil vi opfordre til, at endnu flere vænner sig til at bruge sit MitID, frem mod at NemID udfases,” siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Det er MitID, der fremover er automatisk førstevalg, når man skal logge ind. Har man ikke fået MitID endnu, kan man dog fortsat benytte NemID til at logge ind. Man vælger mellem MitID og NemID i fanebladene i NemLogin-vinduet.

Man skal vænne sig til at bruge noget nyt, og derfor kan der være nogle som allerede har fået MitID, men som først nu tager det i brug i de offentlige selvbetjeningsløsninger. Nogle har måske glemt deres bruger-ID, PIN-kode eller adgangskode, men så er der heldigvis hjælp at hente.

NemID udfases

Alle NemID-brugere, der har behov for, også fremadrettet, at kunne benytte deres banks selvbetjeningsløsninger, skal overgå til MitID senest den 31. oktober 2022. Efter denne dato vil man ikke længere kunne bruge NemID til net- og mobilbankløsninger.

Over en periode vil man opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID, og når NemID på et senere tidspunkt udfases på andre private og offentlige hjemmesider og selvbetjeningsløsninger, vil man ikke kunne bruge disse, før man har fået MitID. Det betyder, at hvis man har NemID i dag og gerne vil fortsætte med at betjene sig selv på nettet, så skal man have MitID. NemID lukker endeligt den 30. juni 2023.

Ruster os til fremtidens digitale udfordringer

Hvis man endnu ikke har fået MitID, behøver man ikke at vente, til man får besked af sin bank. Man kan få MitID på MitID.dk, via sin bank eller MitID app. Har man ikke fået MitID inden 31. oktober 2022, kan man ligeledes oprette MitID på et senere tidspunkt.

”MitID betyder, at vi fortsat kan have ét, sikkert digitalt ID, som kan bruges både til bank og til at kommunikere med det offentlige. Med MitID styrker vi sikkerheden og det digitale Danmark og ruster os til fremtidens digitale udfordringer og muligheder,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Faktaboks:

Glemt bruger-ID

Har du glemt dit bruger-ID, kan du selv få det oplyst ved at logge på hjemmesiden MitID.dk med NemID. Alternativt kan du: scanne dit pas i MitID appen ved at vælge ’Opret MitID’ og dermed genaktivere dit MitID. Eller kontakte MitID supporten, som kan oplyse dig om dit bruger-ID, når du har identificeret dig i telefonen ved at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret.

Glemt PIN-kode til MitID app

Har du glemt PIN-koden til din app, kan du selv genaktivere din MitID app ved, at scanne dit pas og ansigt i MitID appen. Alternativt kan du: Ringe til MitID supporten, som kan sende dig en midlertidig PIN-kode på sms, når du har identificeret dig i telefonen ved, at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret. Eller

Hvis du har en “back up” i form af fx en MitID kodeviser eller en ekstra MitID app installeret på en anden enhed, kan du selv bestille en midlertidig PIN-kode på MitID.dk.

Glemt adgangskode til MitID kodeviser/kodeoplæser

Har du glemt din adgangskode til dine MitID kodeviser/kodeoplæser, eller er din adgangskode blevet spærret, kan du – hvis du også har MitID appen, logge på MitID.dk og lave en ny adgangskode på din profilside. Alternativt kan du: Ringe til MitID supporten, som kan hjælpe dig med at oprette en ny adgangskode, når du har identificeret dig i telefonen ved at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret.

Har du slettet MitID appen, eller har du fået ny telefon?

Har du ikke længere en MitID app på din telefon, eller har du fået ny telefon, så skal du hente og aktivere en ny MitID app. Det gør du ved at scanne dit pas og ansigt i MitID appen. Gå ind under indstillinger og vælg ’Aktiver app’. Alternativt kan du: Få en ny aktiveringskode ved at logge på din profil på MitID.dk – hvis du fx har MitID på en anden telefon eller en kodeviser. Det anbefales, at man har MitID på en ekstra enhed, så man nemt kan geninstallere, hvis man fx mister sin telefon.

Del