Hjælp med at redde fjorden
Lige nu er fjorden ramt af moderat iltsvind, og er generelt i en ringe økologisk tilstand.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Roere, sejlere, dykkere, svømmere, vandrere og andre havglade danskere bringer fra 21. august til 19. september en særlig stafet rundt langs de nødlidende danske fjorde, og den 11. september kommer stafetten til Kalundborg Fjord.
Grumset vand, fedtemøg og døde fisk. Det er næppe gået manges næse forbi, at de indre farvande i Danmark har det skidt. I år er fedtemøget mange steder kommet tidligere end nogensinde før. I Limfjorden så to undervandsfotografer sidste år to fisk på 60 timers optagelser. I Vejle fjord registrerede biologer én fisk på 70 timers videooptagelser. Det samme billede tegner sig her hos os ved Kalundborg fjord. Vandet er mange steder uklart. Bunden er ikke til at få øje på gennem det grumsede dynd. Ålegræsset er væk, og mange lystfiskere beretter om livløshed under overfladen. Lige nu er fjorden ramt af moderat iltsvind og er generelt i en ringe økologisk tilstand. Se evt. mere på https://www.30fjorde30dage.dk/
”Mange af os, der bor tæt på fjordene, gør det netop, fordi vi elsker naturen og havet. Når den blå natur dør, så dør også en del af skønheden og herligheden ved at bo og opholde sig her. Det gode, midt i alt det dårlige, er, at vi ved, hvad behandlingen er. For videnskaben er soleklar: Den massive udledning af kvælstof fra landbrugets marker, der i årevis har løbet i åerne og dermed forurenet fjordene, skal ned,” lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, Kalundborg.
Begyndelsen på, at tilstanden vender
Den grønne trepart lavede før sommer en aftale, som endelig sætter en retning for at reducere den kvælstofforurening, der længe har kvalt livet i fjordene. Det skal ske gennem et massivt udtag af de mest forurenende landbrugsjorder. Det kan blive begyndelsen på, at tilstanden vender. At vandet gradvist bliver renere. At sollyset atter får en chance for at trænge ned og tænde livet på de døde havbunde. Det vil tage tid, årevis, før fjordene igen er levende, men fra det øjeblik kvælstofforureningen bliver mindre, vil livet få bedre betingelser.
”Men ét er at indgå en aftale, noget andet er at realisere den. Det er en kæmpe opgave, som kræver et stort engagement fra regering, myndigheder, kommuner, lodsejere, landboforeninger og civilsamfund. Derfor samler vi i Danmarks Naturfredningsforening nu danskerne langs fjordene med den landsdækkende fjord-stafet 30 fjorde 30 dage. Vi vil dykke, ro, sejle og svømme gennem 30 fjorde og frem til Christiansborg, for at sende det fælles budskab om, at det grønne og blå civilsamfund er klar til at handle,” lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.
Alle er velkomne
Alle kan være med, vise det lokale engagement og bakke op i Havneparken i Kalundborg den 11.september kl. 16, når stafetten kommer til Kalundborg Fjord.
Foreløbigt program for lokalt arrangement (vejrafhængigt):
Man mødes i Havneparken i Kalundborg den 11.9. kl. 16.
- 16.00 stafetten sendes med roere fra Gisseløre til Havneparken
- Kort velkomsttale ved DN Kalundborg
- Der vises en kortfilm på storskærmen https://naturfilm.info/requiem-for-havet/
- 16.30 får inviterede politikere hver 2 minutter til at fortælle, hvad de vil gøre for at redde livet i fjorden
- Der synges fællessang LAD FJORDENE GLIMTE SÅ KLART SOM GLAS
- Stafetten sendes afsted langs fjorden på Røsnæs-siden. Der er kontakt til roere, sejlere, vandrere, m.fl. der vil bringe stafetten ud langs fjorden.