Her står aktiviteterne nærmest i kø

Åbent Hus- arrangementet var populært, inden der var gået en time, havde omkring 150 personer været forbi.

Her står aktiviteterne nærmest i kø
Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Aktivitetshuset Vesterlunden i Snertinge lever i den grad op til sit navn, her står række af aktiviteter nærmest i kø, fredag var alle interesserede inviteret til Åbent Hus.

Aktivitetshuset, foreningen Kuglen og Føllenslev/Særslev Pensionistforening havde fredag eftermiddag, sammen med en række af andre foreninger, inviteret alle interesserede indenfor til Åbent Hus i Aktivitetshuset Vesterlunden i Snertinge.

Her var der mulighed for at opleve hvad Aktivitetshuset Vesterlunden har af tilbud både indenfor og udenfor og udover kaffe, kage og tilbud fra en pølsevogn, blev der budt på gymnastik, linedance, billard, krea-café og udendørs var der mulighed for at spille petanque på to baner samt krolf, også på to baner og her er der en tredje bane på vej, det er nemlig en af de meget populære aktiviteter som trækker mange til.

”Kommunen går meget op i, at vi søger penge til de mange forskellige formål, især for at begrænse ensomhed og arrangementet i dag er for at vise hvad vi kan i Aktivitetshuset Vesterlunden med håb om at man lige tager naboen med som måske ikke har været her før,” fortæller Connie Jensen, formand for Føllenslev/Særslev Pensionistforening

Åbent Hus- arrangementet var populært, inden der var gået en time, havde omkring 150 personer været forbi.

Aktivitetshuset Vesterlunden i Snertinge tilbyder også en række af fællesspisninger, koncerter og foredrag i løbet af året og meget tit er der fuldt hus

Del