Her skal køre en lastbil hver 4. minut

I forbindelse med byggeriet af den store fabrik skal der køres rigtigt meget jord væk og det vil påvirke trafikken til og fra Kalundborg

Her skal køre en lastbil hver 4. minut For at få trafikken til at glide så godt som muligt, er der lavet en accelerationsbane til lastbiler ud fra byggepladsen på Hovvejen tæt ved rundkørslen i Tømmerup, så de tunge køretøjer kan komme op i fart og flette ind mellem den øvrige trafik. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Novo Nordisk er gået i gang med at bygge den største fabrik nogensinde, og det vil give udfordringer for trafikken til og fra Kalundborg, derfor er der lavet en speciel accelerationsbane til lastbiler for at afvikle lastbiltrafikken til og fra byggepladsen så let som muligt.

Medicinalgiganten Novo Nordisk investerer mere end 17 milliarder kroner i at opføre tre nye produktionsanlæg i Kalundborg til medicin mod fedme og diabetes samt udvide det eksisterende produktionsanlæg i Kalundborg, sådan lød det i en pressemeddelelse mandag morgen fra medicinalkoncernen.

Vel den største nyhed for Kalundborg i rigtigt mange år. Det betyder bl.a., at der etableres 400 nye arbejdspladser når hele udvidelsen er gennemført i 2027.

Der skal bygges tre nye fabriksanlæg, to anlæg på den eksisterede Novo site, en fabrik på 3000 kvadratmeter og en på 8000 kvadratmeter.

Derudover skal der bygges en fabrik på den nordlige side af jernbanen på arealet mellem Stejlhøj og rundkørslen ved Tømmerup.

Fabrikken bliver 300 meter lang og 150 meter bred, eller hvad der svarer til seks fodboldbaner, noget af fabrikken bliver i flere etager, i alt 50.000 etagemeter.

”Det bliver den største fabrik Novo Nordisk nogensinde har bygget,” fortæller Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg.

I forbindelse med byggeriet af den store fabrik skal der køres rigtigt meget jord væk og det vil påvirke trafikken til og fra Kalundborg.

”Mens der graves jord af, vil der køre en lastbil ud af byggepladsen hvert 4. minut i fem måneder, så trafikken til og fra byen bliver meget påvirket, og selv om vi har lavet logistikken så god som muligt så får det indflydelse på trafikken,” fortæller Michael Hallgren

For at få trafikken til at glide så godt som muligt, er der lavet en accelerationsbane til lastbiler ud fra byggepladsen på Hovvejen tæt ved rundkørslen i Tømmerup, så de tunge køretøjer kan komme op i fart og flette ind mellem den øvrige trafik.

”Vi har etableret en accelerationsbane til lastbiler, så når de tunge køretøjer kører ud fra byggepladsen skal de flette ind med den øvrige trafik på Hovvejen, køre mod rundkørslen ved Rendsborgparken, vende rundt og køre retur ad Hovvejen mod rundkørslen ved Tømmerup, på den måde får vi afviklet trafikken hurtigst muligt,” fortæller Michael Hallgren.

Produktionsdirektøren håber, i øvrigt at motorvejen helt til Kalundborg gøres færdig så hurtigt som overhovedet muligt.

Omkring 2.500 eksterne medarbejdere blive engageret i byggefasen, oplyser Novo Nordisk, det vil også give ekstra trafik til og fra Kalundborg.

Del