Her lærer børn og unge at samarbejde og tage ansvar

Alle interesserede er velkommen til Åbent Hus på søndag

Her lærer børn og unge at samarbejde og tage ansvar

Tekst og foto af Jens Nielsen

Hvidebæk Spejderne inviterer alle interesserede til Åbent Hus nu på søndag den 26. september, hvor der vil være masser af aktiviteter samtidig med at der fejres 40-års jubilæum.

Hvidebæk Spejderne i Ubby har i 40 år glædet børn og unge med masser af aktiviteter. Det bliver markeret nu på søndag den 26. september fra kl. 11-14 på Hørkærgård, Industrivej 21 i Ubby, med et stort Åbent Hus arrangement, hvor der vil være en lang række af aktiviteter. Bl.a. bygges der en svævebane, der bliver bygget små miljøer op i området som viser udviklingen gennem de 40 år, der bliver bagt pandekager og snobrød over bål, og alle er velkommen til at være med.

For Mette Møller Petersen, som har været spejder i 35 år, er der ingen tvivl om, at det at være spejder udvikler børn og unge og giver dem masser af frisk luft væk fra ipad’en.

”Det er klart fællesskabet og oplevelserne som er det største, man lærer at samarbejde, tage hensyn til andre, man lærer også at lave mad over bål og så giver det en ro i hverdagen,” fortæller Mette Møller Petersen, mens spejderne er godt i gang med sav, kniv og reb.

Mette Møller Petersen håber, at mange vil møde op på søndag for at opleve spejderlivet og måske blive en del af Hvidebæk Spejderne.

Hvidebæk Spejderne er en del af Det Danske Spejderkorps (de blå spejdere) og alle børn og unge mellem 2 og 23 år har mulighed for at gå til spejder, herefter er der mulighed for at blive hjælper eller leder.

Hvidebæk Spejderne har de sidste dage oplevet flere som tror at det er deres spejderhytte som er brændt i søndags, men det er altså ikke rigtigt, det er hos FDF´erne i Ubby, at der har været brand, og derfor er spejderne klar til at modtage gæster på Industrivej nu på søndag.

Del