Her har sang får en helt central plads i børnenes dagligdag
Leder Malene Olsen understreger én af hendes årsager til at ville prioritere Sangglad Mini, og det er den sproglige udvikling. “Vi ved bare, at det er så godt!”

Af Jens Nielsen
I Vuggestuen Labyrinten har de fået masser af sangglæde i hverdagen. Der er indgået et samarbejde med Sangens Hus og det lokale sangkraftcenter Sangkraft Kalundborg om forløbet “Sangglad Mini”.
Et forløb, hvor sang får en helt central plads i børnenes dagligdag. Tanken er, at institutionen med ét ugentlig besøg af en sangkonsulent gennem et helt år samt månedlige personalemøder selv kan bære sangen videre, så Sangglad Mini vokser ind i personalet og intuitionen og klæder dem godt på til en hverdag fyldt med sang. Forløbet startede i Labyrinten 1. august 2023
"Det helt overordnede mål med Sangglad Mini er, at sangen skal bidrage til en god start på livet. Det er der forskningsmæssigt belæg for at den kan, når sang og det at synge sammen er en del af børnenes og de voksnes fælles hverdag, "fortæller Nickie Johansson, sanger og projektleder i Sangkraft Kalundborg.
I Labyrinten har de denne dag besøg af sangkonsulent Maria Høyer fra Sangens Hus, som sammen med personalet møder børnene på gulvet med sang. Her er det personalet, som grundlæggende styrer de 20 min, som kun foregår med krop og stemme. Hele vuggestuen kommer på skift ind i 3 grupper med forskelligt personale, og efter hver session har sangkonsulent Maria personalet alene, hvor der er god tid til feedback og samtale om dagens forløb. Det hele foregår med masser af smil og stort fokus. Det er tydeligt, at alle voksne tager det meget seriøst og er ambitiøse.
"Personalet kender Maria rigtigt godt her efter to måneder og de føler sig tydeligvis trygge. De fleste fra personalegruppen har ikke en særlig musisk eller sangfaglig baggrund, med få undtagelser, men alligevel synger alle med og guider børnene via stemme og krop. Det er en fornøjelse at opleve børnenes indlevelse i de forskellige sange og den omsorg og det inkluderende fællesskab, som der nemt ses. Alle børn skulle være en del af et sådant forløb. Hvilken glæde," fortæller Nickie Johansson.
Leder Malene Olsen understreger én af hendes årsager til at ville prioritere Sangglad Mini, og det er den sproglige udvikling. “Vi ved bare, at det er så godt!”
"Glade børn synger! Og vi er overbeviste om, at sang og musik er lige så vigtigt som f.eks. motorik, bevægelse, kreativ leg og skov- og naturoplevelser. Forskning viser, at sang og musik er godt for børn, og når vi kobler det med de andre vigtige pædagogiske områder, vi allerede har fokus på, bidrager vi til en positiv udvikling til glæde for alle børn – og deres voksne."
Det er ikke kun børnene der får noget ud af det, også de voksne lærer nye ting, så som at synge i høje toner, temposkift, lavt og højt, bruge kropssproget og spille på instrumenter.