Henriette Ergemann vil være næstformand for Nye Borgerlige

”Jeg synes, at det ville være et godt match med Lars Boje Mathiesen fra borgen og mig, der sidder kommunalt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne blive et godt makkerpar og supplere hinanden godt”

Henriette Ergemann vil være næstformand for Nye Borgerlige
Henriette Ergemann stiller op til posten som næstformand for Nye Borgerlige. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Henriette Ergemann, formand for Børn- og Familieudvalget og valgt til kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune, stiller op til kampvalg om næstformandsposten i Nye Borgerlige.

Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, henholdsvis formand og næstformand i Nye Borgerlige forlader begge deres post, og partiet står over for at skulle vælge både ny formand og ny næstformand den 7. februar på et ekstraordinært årsmøde.

Mens folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen er den eneste, der har meldt sig som kandidat til formandsposten i Nye Borgerlige, så står det fast, at der bliver kampvalg om posten som politisk næstformand.

Her har Rune Bønnelykke, byrådsmedlem i Vejle Kommune, folketingsmedlem Kim Edberg Andersen og Henriette Ergemann fra Kalundborg meldt sig som kandidat til næstformandsposten.

”Flere har opfordret mig til at stille op som næstformand og at jeg ikke sidder i Folketinget, ser jeg som en fordel for partiet. Jeg kunne godt tænke mig, at en del af formandsskabet kom mere rundt i Danmark og bandt lokale og kommunale sammen med borgen, for der er nogle gange for langt derind. Og det er altså ude i lokalforeningerne, at der også skal skabes politik. Her går en masse gode medlemmer, som har meget at byde på,” fortæller Henriette Ergemann, som mærker en god opbakning til næstformandsposten i Nye Borgerlige fra andre medlemmer rundt om i landet.

”Jeg synes, at det ville være et godt match med Lars Boje Mathiesen fra borgen og mig, der sidder kommunalt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne blive et godt makkerpar og supplere hinanden godt,” fortæller Henriette Ergemann.

Dele af pressen har lagt Nye Borgerlige i graven, men den vinkel er Henriette Ergemann slet ikke enig i. Hun mener, at partiet vil rejse sig og gå frem inden næste valg.

”Jeg tror 100% på projektet, og vi kommer også til at gå frem inden næste valg,” siger hun.

Henriette Ergemann stillede op til Folketinget i november 2022, men 1.547 stemmer var ikke nok til en plads på borgen.

Del