Helt ny inspirerende legetøjsafdeling

Der ingen tvivl om, at det helt nye interaktive gulv bliver en succes blandt de yngste

Helt ny inspirerende legetøjsafdeling Det nye interaktive gulv bliver helt sikkert et hit. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Kvickly Kalundborg har indrettet en helt ny legetøjsafdeling med bl.a. et interaktivt gulv hvor børnene kan hoppe og danse.

Den nye legetøjsafdeling i Kvickly Kalundborg har fået et noget større og bredere sortiment, og med inventar i flotte farver der skiller sig helt ud fra resten af supermarkedet, og så er der ingen tvivl om, at det helt nye interaktive gulv bliver en succes blandt de yngste.

Her er der mulighed for at lægge flere forskellige puslespil blot ved at trykke med foden på gulvet, og der er flotte billeder som bevæger sig når man går på gulvet, fx flytter bladene sig på samme måde som når man går i en skov.

Den nye legetøjsafdeling i Kvickly er blot den tredje i landet og er en del af en test.

”Jeg har været med rundt i landet sammen med ledergruppen i Coop, og vi er blevet enige om at vi vil have endnu mere fokus på børnefamilierne og det er også derfor vi har fået slush ice maskine og vi giver gratis boller og juice til børnene når de kommer i forretningen,” fortæller varehuschef Kirsti Thygesen.

”Vi skal teste hvordan vi bliver et alternativ til legetøjsbranchen, hvordan bliver vi som supermarked mere interessante for børnefamilierne,” siger Dorthe Skab fra konceptafdelingen i Coop, der onsdag var i gang med at sætte den nye afdeling op.

Der er lavet hustage på inventaret i legetøjsafdelingen, så kan børnene nemmere finde afdelingen og på fokusområderne er varerne kommet ned i børnehøjde.

”Tanken med hustagene er, at når du går ind i butikken, så kan mor og far sige, gå over i det område med de farvede hustage, så kan børnene hurtigt finde det, og de må gerne være i afdelingen mens forældrene handler,” fortæller Dorthe Skab

Større og anderledes univers i børne- og babytøj

Det er ikke kun afdelingen med legetøj som får et løft hos Kvickly Kalundborg. Inden længe går håndværkerne i gang med at skabe et helt nyt større og anderledes univers i børne- og babytøj.

”Vi forventer at gå i gang i november og så skal vi være færdig inden januar måned, Siger Kirsti Thygesen.

Børnebillet

I næste uge hvor det er efterårsferie, har Kvickly den populære børnebillet hvor man for bare 29 kr. får en pose chips, en fransk hotdog, en banan, en børnebolle med skinke og grønt, en Cheez Dippers, en slush ice og så giver børnebilletten 10 kr. i rabat på en børnefilm i Kino Den Blå Engel.

Børnebilletten købes i kiosken i Kvickly.

Del