Headspace officielt åbnet i Kalundborg

Borgmester for Kalundborg Kommune, Martin Damm (V), holder tale i anledning af officiel åbning af headspace Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

headspace Danmark slog i dag officielt dørene op til det nye headspace-center i Kalundborg. Det sociale netværk headspace Kalundborg åbnede faktisk tilbage i marts, men grundet Covid-19 blev den officielle åbning udskudt. Mere end 35 unge har allerede fået hjælp i headspace Kalundborg.

Det var en glædens dag, da headspace Kalundborg officielt åbnede dørene onsdag middag ved en længe ventet reception. Det sociale netværk for børn og unge har dog været i sving i Kalundborg siden marts i år.

Centerchef for headspace Kalundborg, Mette Truesen, bød velkommen samt præsenterede de ansatte i centret samt de frivillige kræfter. Derefter holdte borgmester Martin Damm en tale efterfulgt af Poul Nyrup Rasmussen, der er stifter af og protektor for headspace Danmark. Endelig spillede Simon egne sange alt imens, at de inviterede gæster kunne gå rundt og snakke lidt med hinanden og spise en sandwich.

Martin Damm snakkede om, hvordan samfundet skaber et forventningspres, også på de unge. Der i høj grad er præget af, hvad de ser på sociale medier: ”Når vi kigger ud i verden, tænker jeg, at vi er heldige. Mange i verden misunder os vores højeffektive samfund, men det lægger også et pres, og der er store forventninger til alle. Det forventningspres rammer også vores unge. Vores børn og unge, de er gode nok. Men der er mange bump i livet, og dem er man nødt til at snakke med nogle om, og dem, der ikke har nogle at tale med tingene om, der udvikler det sig måske, fordi de går med tankerne alene. Men når vi står sammen, så kan vi få hjulpet vores børn og unge på vej. Vi har en forpligtigelse, hvis vi kan hjælpe vores børn og unge. Og her er vi gode kræfter om det samme bord,” sagde Martin Damm, og fortsættter: ”Det glæder det mig virkelig meget, at headspace er kommet til byen, og jeg ser frem til samarbejdet mellem Kalundborg Kommune og headspace omkring sårbare børn og unge.”

Samarbejdet med Kalundborg Kommune betyder bl.a., at kommunen har fremskudte medarbejdere fysisk til stede i headspace Kalundborg 15 timer om ugen. Derudover har Region Sjælland også en fremskudt medarbejder fra psykiatrien i headspace Kalundborg otte timer om ugen. De fremskudte kommunale og regionale medarbejdere sikrer en langt bedre brobygning mellem civilsamfundet og de offentlige tilbud. Dermed får børn og unge hurtigere den rigtige hjælp. Ingen andre civilsamfundstilbud har som headspace fremskudte kommunale og regionale medarbejdere integreret i den daglige drift over hele landet.

”En del af vores unge mennesker har ikke helt vænnet sig til, at livet også indebærer nedture. Vi kan forhåbentligt, i headspace, give de unge det ekstra skub, de har brug for. Der findes ikke et bedre job end, at kunne hjælpe andre, og her er det børn og unge. Derfor er det sårbart og værdifuldt materiale, vi skal arbejde med i de år, der ligger foran os. Vi skal hjælpe på forskellige måder, fordi unge er så forskellige, lige som alle vi andre. Vi griber de unge uanset., og der er kun én ting, der tæller: Hvad har du brug for at tale med os om. Vi er ikke bedre end kommunen, men vi er tidligere end kommunen. Derfor er vi også gode sammen med kommunen,” sagde Poul Nyrup Rasmussen, der i øvrigt også takkede Martin Damm for sin moderne tilgang til projektet og den hjertevarme modtagelse, som headspace har fået i Kalundborg.

headspace Kalundborg har ansat to ungerådgivere, der allerede har rekrutteret 10 frivillige, og som ikke mindst har rakt ud til relevante aktører i Kalundborg Kommune. Hvis man er interesseret i at blive frivillig i headspace Kalundborg, eller har spørgsmål vedrørende centret, kontakt gerne centerchef Mette Truesen på mobil: +45 5373 3012, email: mt@headspace.dk.

Centeret ligger på J. Hagemann-Petersens Allé i forbindelse med Kalundborg-Hallerne, og er åbent for alle børn og unge mellem 12 og 25 år, der har brug for nogen at tale med.

Del