Havnegrillen inviterer til Kubik-Søndage i havneparken
Ægteparret Louisa og Martin Løcke Hansen, der står bag Havnegrillen i havneparken, er nu klar med fire såkaldte Kubik-Søndage hvor det er meningen, at alle tohjulede kan mødes i havneparken til fælles hygge og bytte gode historier.

Af Jens Nielsen
Fire søndage hen over sommeren, første gang den 28. maj, inviterer Havnegrillen til Kubik-Søndage i Kalundborg Havnepark hvor motorcykler og veteranknallerter kan samles til fælles hygge.
Ægteparret Louisa og Martin Løcke Hansen, der står bag Havnegrillen i havneparken, og som selv kører på motorcykel, er nu klar med fire såkaldte Kubik-Søndage hvor det er meningen, at alle tohjulede kan mødes i havneparken til fælles hygge og bytte gode historier.
”Havneparken er skabt til at samle mennesker, derfor inviterer vi nu alle med en motorcykel eller knallert der elsker at vise deres maskiner frem, til at møde op i havneparken og alle dem som ikke har en motorcykel eller en knallert er selvfølgelig også velkommen til at komme og kigge på og få en snak. Biler er selvfølgelig også velkommen, men de bliver nødt til at parkere uden for havneparken,” fortæller Louisa Løcke Hansen.
De fire Kubik-Søndage, første gang den 28. maj fra kl. 13-17, bliver afholdt i samarbejde med knallertklubben West Coast Mopeds fra Kalundborg som møder op med deres fine veteranknallerter.
”Meningen er bare at vi skal mødes og hygge os sammen med alle dem som er interesseret og kommer forbi, lidt på samme måde som når Havnedæksparkerne mødes om onsdagen,” fortæller Louisa Løcke Hansen.
Havnegrillen har selvfølgelig åbent for salg af mad og is og der bliver også mulighed for at købe en skummende fadøl, samtidig arbejdes der også på, at få endnu en leverandør til at komme med andre former for mad end det som Havnegrillen serverer.