Havari på Asnæsværket giver udfordringer for fjernvarmen

Medarbejderne hos Kalundborg Forsyning og underentreprenører har brugt natten til lørdag på, at sikre varme og varmt vand til fjernvarmekunderne i Kalundborg.

Havari på Asnæsværket giver udfordringer for fjernvarmen
En midlertidig varmecentral, som er hentet på Fyn i nat, er tidlig lørdag morgen ved at blive koblet op på fjernvarmenettet i Byens Mose. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der leveres i øjeblikket ingen fjernvarme var Asnæsværket. Det giver udfordringer for fjernvarmekunderne i Kalundborg. Kalundborg Forsyning arbejder på højtryk for at etablere midlertidige varmeforsyning.

En række af medarbejderne hos Kalundborg Forsyning og underentreprenører har brugt hele natten til lørdag på, at sikre varme og varmt vand til fjernvarmekunderne i Kalundborg.

-Vi modtager absolut ingen fjernvarme fra Asnæsværket lige nu, så det kommer til at give nogle udfordringer for fjernvarmekunderne. Lige nu leveres der kun fjernvarme fra vores varmepumpe, fra vores kedel ved Kalundborghallerne og så har vi fået fat i en mobil varmecentral som her lørdag morgen er ved at blive koblet op ved den tidligere varmecentral i Byens Mose, fortæller Charlotta Wærnstrøm, teamleder hos Kalundborg Forsyning, tidlig lørdag morgen, og som siden fredag aften har arbejdet på højtryk gennem hele natten for at skaffe mandskab og flere mobile varmecentraler.

Den ene mobile varmecentral som indtil videre er ankommet er hentet på Fyn af en lokal vognmand i nat.

-Det har ikke været så nemt at få fat i flere mobile varmecentraler om natten, men vi arbejder videre her lørdag og kigger også mod udlandet for at få kørt flere mobile centraler til Kalundborg, fortæller Charlotta Wærnstrøm og fortsætter,

-Vi ved ikke hvad der helt konkret er sket på Asnæsværket, jeg har ringet hver anden time hele natten uden at blive meget klogere, så lige nu kan jeg ikke oplyse om hvor længe nedbruddet varer.

Besked via SMS

Charlotta Wærnstrøm, oplyser, at Kalundborg Forsyning har udsendt mange tusinde SMS-beskeder til fjernvarmekunderne og samtidig er der kaldt en kundeservicemedarbejder ind som kan svare på spørgsmål.

Så snart der er nyt i sagen vil der blive udsendt SMS-beskeder til fjernvarmekunderne.

TV-Kalundborg.dk arbejder på at få en udtalelse fra Ørsted omkring hvad der er sket og hvor længe nedbruddet varer.

Indtil da, find de varme sokker og den varme sweater frem.

Del