Hasarderet og ulovlig kørsel i skov på stjålet ATV

ATV'en var blevet stjålet fra en maskinhal i Gørlev-området natten mellem pinsedag og 2. pinsedag,

Hasarderet og ulovlig kørsel i skov på stjålet ATV

Af Jens Nielsen

En stjålet ATV og en personbil kørte hasarderet rundt i en skov i Svebølle tirsdag aften. Politiet efterlyser eventuelle oplysninger om den stjålne ATV.

Tirsdag kl. 17.55 fik politiet en henvendelse fra en skovejer om, at både en ATV og en personbil kort tid forinden uberettiget havde kørt hasarderet rundt i en skov på Øresøvej i Svebølle, kørslen skræmte dyrene og opdræt i skovområdet.

Et vidne havde noteret sig nummerplader på begge køretøjer.

Politiet kørte til området for at lede efter de to køretøjer, idet ATVen med nummerpladen AU 89 062 viste sig at være meldt stjålet. Bilen var ikke meldt stjålet og hørte hjemme i den sydlige del af Kalundborg kommune, hvor politiet fandt bilen efterladt, men ikke føreren.

ATVen, der var blevet stjålet fra en maskinhal i Gørlev-området natten mellem pinsedag og 2. pinsedag, blev ikke fundet i denne omgang, og politiet har ikke nogen oplysninger om, hvor ATVen forvandt hen.

Oplysninger om den stjålne ATV bedes givet til politiet på tlf. 114.

Del