Billedserie: Håret krøller igen
Med i bussen er også ansatte fra Museum Vestsjælland, der står bag udstillingen om Carmen Curlers og er medarrangør af dagens event.

Tekst og foto af Ole Agerbæk
Nu ruller 2. sæson af den populære DR serie Carmen Curlers over skærmen i de danske hjem. Fredag var en lang række af seriens skuespillere i Kalundborg for at fejre starten på 2. sæson.
Med et stort Axel Byvang-smil kommer Morten Hee Andersen ud af den gamle ”Carmenbus”. Sammen med en række af de øvrige skuespillere samt manuskriptforfatter Mette Heeno fra DR-serien Carmen Curlers, var de fredag på besøg i Kino den Blå Engel for at fejre starten på anden sæson af den populære serie.
Med i bussen er også ansatte fra Museum Vestsjælland, der står bag udstillingen om Carmen Curlers og er medarrangør af dagens event.
Henriette Marienlund chef for DR Drama takkede Museum Vestsjælland, Kalundborg Kommune og Kino Den Blå Engel for arrangementet, inden hun gav ordet videre til Karen Sivebæk Munk overinspektør på Vestsjællands Museum, der i sin tale sagde:
”At det var med noget bæven, de havde åbnet udstillingen på Kalundborg Museum om Carmen Curlers for et år siden. Det er altid vanskeligt at lave en udstilling, hvor der stadig er nogle, der kan huske historien. Men de have fået meget ros for at bringe de ”blå damers” og kvindernes historie i Kalundborg ja hele Vestsjælland frem. Udstillingen blev realiseret med støtte fra fonde, men sparket til at sætte udstillingen i gang kom, da DR spurgte efter materiale fra Carmentiden. Og det havde museet 22 kg. liggende af. Udstillingen har takket være DR-serien fået mange besøgende fra hele landet. I dag er det ikke busser med ”blå damer” der kommer til Kalundborg, men turistbusser med besøgende til museets udstilling.”
Mette Heeno hovedforfatter på serien sagde i sin tale:
”At det er en stor ære at være i Kalundborg og en meget stor ære at være sammen med de ansatte, der havde arbejdet på Carmen. Da de for fire år siden var startet med at skrive serien, havde de kun nogle faktuelle oplysninger om virksomheden, men gennem de tidligere ansatte havde de fået en flig af det virkelige levede liv. De havde hørt om vilde firmafester og om arbejdsmiljø. Uden deres medvirken, havde de ikke kunnet skabe seriens karakterer.” Hun takkede desuden Niels Plaschke og Jonas Henriksen for research.
Nicolai Jørgensen skuespilleren, der spiller frisør Frans Lynge i tv-serien, mødte den virkelige frisør og supersælger fra Carmen Curlers, Søren Unmack. Søren var manden, der fik sparket gang i salget af Carmen Curlers.