Hårdt ramt roklub arbejder på højvandssikring
Man er godt i gang med højvandssikring af Tissø Roklub, der har været hårdt ramt af forhøjet vandstand og ødelæggelser af stormen Rolf.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Tissø Roklub har været hårdt ramt af både meget forhøjet vandstand og derefter ødelæggelser af stormen Rolf. Vandet har forårsaget store ødelæggelser på klubhuset.
Man er godt i gang med højvandssikring af Tissø Roklub. Myndighederne har været hurtige til at behandle ansøgninger om tilladelser, og Bent O. Jørgensens Fond har gjort det økonomisk muligt for roklubben at udføre det store projekt, takket være en donation på 500.000 kr.
Man er nu færdig med gravearbejdet og nedsætning af betonelementer. Der er lavet dræn og pumpebrønde således, at vandet kan holdes uden for barrieren. Der vil blive indkøbt elementer til afspærring mod åen. Vandstanden i søen er i øjeblikket lav efter årstiden, så der burde være tid til, at roklubben kan få rettet op på arealet foran bådehal og klubhus hvor de flytbare elementer skal stå.
Prøveopstilling - alle er velkomne til at deltage
”Inden jul vil der blive lavet en prøveopstilling med elementerne, så vi kan være sikre på at kunne betjene det, når og hvis vandet kommer. Alle vil være velkomne til at komme og deltage,” siger Lis Bay fra Tissø Roklub, og fortsætter: ”Bygningerne er ved at være færdige, og vi regner med at alt kan være på plads inden årets udgang. Der er blevet arbejdet hårdt af rigtig mange af klubbens medlemmer, og det vil fortsætte hele vinteren. Vores motionsrum, som bliver brugt flittigt, stod som det første færdigt for en måned siden.”
Tissø Roklub håber at få enderne til at mødes økonomisk, men i øjeblikket er der stadig en del ubekendte, så roklubben forsøger selv at udføre så meget arbejde, som muligt.