Har vundet alt i denne sæson også titlen 'Dansk Super Rally 2022'

Kenneth Madsen/Mette Felthaus 6 sejre i denne sæson er bemærkelsesværdige, man skal faktisk helt tilbage til 1996 for at finde et mandskab som også vandt samtlige DM løb i den samme sæson.

Har vundet alt i denne sæson også titlen 'Dansk Super Rally 2022'
Fra venstre, Kenneth Madsen/ Mette Felthaus og Line Nedergaard/Jacob Madsen. Henholdsvis nr. 1 og nr. 2 i Dansk Super Rally 2022. Foto: Jokum Tord Larsen

Af Jens Nielsen

Det lokale rallyteam Glad Sport, sikrede sig ’fuld plade’ i teamets første sæson. I weekenden vandt teamet igen to klassesejre og Kenneth Madsen/ Mette Felthaus vandt løbet generelt og sikrede sig dermed titlen som vinder af Dansk Super Rally 2022, som er et DIF-mesterskab.

Først i marts måned blev et helt nyt rallyteam præsenteret i Kalundborg. Glad Sport var navnet, og med de to lokale brødre Kenneth og Jacob Madsen, Ruds Vedby, som chauffører på to helt nye Peugeot 208 rallybiler, den ene med firhjulstræk, den anden med forhjulstræk.

Målet var at vinde det danske mesterskab i Rally, såvel i hver sin klasse, samt den samlede titel ’Dansk Super Rally 2022’, som er et DIF-mesterskab.

Danmarksmesterskabet i hver sin klasse var allerede i hus efter den 5. ud af 6 afdelinger og i weekenden vandt Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) så den eftertragtede titel ’Dansk Super Rally 2022 i deres firhjulstrukne Peugeot 208 R5 i Rally2-klassen, efter endnu en generalsejr i sæsonens sidste DM-afdeling, som blev afviklet i området omkring Stoholm i Jylland.

Teamets andet hold, Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang), sluttede endnu engang med en klassesejr og en plads som nr. 4 generelt i deres Peugeot 208 Rally4 i klassen for trimmede tohjulstrukne biler.

Den 6. og sidste DM-afdeling var 286 km. langt, heraf var der 133 km. hastighedsprøve, de 30% på grus, hvilket er lidt usædvanligt i et dansk rally, hvor størstedelen plejer at være på asfalt.

Både de mange grusveje, men også et kraftigt regnvejr fredag aften, og lokale byger hele lørdagen, satte i den grad mandskaberne på prøve.

”Det var sindssygt glat fredag aften hvor vi kørte de første fire hastighedsprøver i mørke, det styrtregnede, så det var i perioder ren overlevelse,” fortæller Kenneth Madsen, og fortsætter,

”Det var et rigtigt krævende rally også på grund af de mange hastighedsprøver på grus, og så var prøverne ret lange i forhold til hvad vi plejer, men et super godt rally.”

Der er gjort rent bord

De to rallyhold fra Team Glad Sport, Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) og Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang), har i den grad gjort rent bord i denne sæson.

Kenneth Madsen/Mette Felthaus har vundet samtlige 6 DM løb generelt samt selvfølgelig deres klasse, og dermed Dansk Super Rally 2022. Det er også blevet til 6 klassesejre til Jacob Madsen/Line Nedergaard, som slutter som en flot nr. 2 i Dansk Super Rally 2022.

”Kenneth og Mette har vundet alle seks DM-afdelinger generelt og Jacob og Line har vundet deres klasse hver gang og er blevet mellem de fem første hver gang, det er virkeligt imponerende,” fortæller Jacob Glad fra Glad Sport, og fortsætter,

”Grundig forberedelse er nok det der kendetegner vores hold, og at alle er klar på dagen, det er vigtige forudsætninger, og så kræver det selvfølgelig også lidt held, men vi er glade og stolte over sejren og ’Dansk Super Rally 2022 titlen.”

Kenneth Madsen/Mette Felthaus 6 sejre i denne sæson er bemærkelsesværdige, man skal faktisk helt tilbage til 1996 for at finde et mandskab som også vandt samtlige DM løb i den samme sæson.

Del