Har valgt kandidater til kommunalvalget 2025
Ved opstillingsmøde den 13. november har Venstres Vælgerforening Kalundborg, Årby og Tømmerup valgt kandidaterne til Kommunalvalg 2025.
Mustafa Badr, 55 år – Spidskandidat
Mustafa Badr er dagligt ansat på Jobcenter Kalundborg, hvor han dedikerer sin tid til at hjælpe borgere med at finde beskæftigelse og styrke deres muligheder på arbejdsmarkedet. Som siddende medlem af Kommunalbestyrelsen arbejder Mustafa aktivt for at forbedre lokalsamfundet gennem værdiskabende beslutninger for borgerne. Han brænder for social retfærdighed og lokalt engagement. Han ønsker at fortsætte sit arbejde med at skabe en positiv forskel i Kalundborg Kommune.
Liv Rasmussen, 45 år – Ny kandidat
For Liv er den røde tråd mennesker, hvilket har resulteret i en titel af Cand. Science Soc. (Msc) fra RUC: En samfundsfaglig generalist med en Projekt Designer i lommen. Hendes hjerte banker for unge og (ud)dannelse. Med mere end 10 års erfaring på uddannelse og ungeområdet, har hun bl.a. undervist på Allikelund Gymnasium. I dag underviser hun på Slotshaven Gymnasium i Holbæk. Begge steder har hun været mentor for udfordrede unge. Desuden har Liv siddet i skolebestyrelsen på Tømmerup skole, og hun har været valgt som repræsentant for alle skolebestyrelser i Kalundborg. Liv ønsker nu at bidrage til det politiske felt med den erfaring og viden, hun har erhvervet sig gennem årene.
Mads Olsen, 39 år
Han har en uddannelsesbaggrund som Social- og Sundhedshjælper, men søgte for et par år siden nye udfordringer. I dag arbejder han som tekniker hos Convatec i Osted. Gennem 25 år har han været engageret i Tissø Roklub som træner og instruktør for ungdomsroerne. Derudover har han siddet som næstformand og formand i Tømmerup Skolebestyrelse. Mads har været politisk aktiv siden 2008, og sidder i bestyrelsen i Venstres Vælgerforening Kalundborg, Årby og Tømmerup.
Søren Vang Fischer, 38 år
Søren Vang Fischer er uddannet ingeniør og arbejder som specialist hos Novo Nordisk. Han er desuden formand for IDA Privat og engageret i bestyrelsen på Høng Gymnasium og HF samt i uddannelsesudvalget for maskiningeniører på Absalon. Søren ønsker at bringe sin erfaring fra det tekniske og økonomiske felt ind i kommunalpolitik for at effektivisere processer til gavn for borgerne i Kalundborg. Han lægger vægt på, at dem med størst indsigt i et område skal have indflydelse på beslutningerne og vil arbejde for, at Kalundborg Kommune opleves som et godt sted at bo.
Kandidaterne fra Venstres Vælgerforening Kalundborg, Årby og Tømmerup ser frem til at arbejde for at gøre en positiv forskel i hele kommunen.