Har som de første forladt budgetforhandlingerne

"... Vi forlader budgetforhandlingerne, fordi det kan vi simpelthen ikke stå inde for.”

Har som de første forladt budgetforhandlingerne
Tonny Voldby Pedersen og Henriette Ergemann fra Frit borgerligt Fællesskab forlod mandag over middag budgetforhandlingerne, som det første parti. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tonny Voldby Pedersen og Henriette Ergemann fra Frit borgerligt Fællesskab har mandag over middag forladt budgetforhandlingerne, som det første parti.

”Der er ingen penge til skolerne i kommunen, men samtidig skal vi, i kommunen, bruge mere end 50 mio. kr. på en svømmehal i Gørlev. Det vil vi simpelthen ikke være med til,” lyder det fra Henriette Ergemann fra Frit Borgerligt Fællesskab.

Partifælle, Tonny Voldby Pedersen, stemmer i: ”En ny rapport viser, at vi er 300 mio. kr. bagud, hvad angår vedligehold af vores skoler, så kan vi da ikke bruge pengene på en svømmehal. Vi forlader budgetforhandlingerne, fordi det kan vi simpelthen ikke stå inde for.”

De to fortæller desuden, at der i budgettet ikke er meget at rutte med i 2025 og 2026, så desto vigtigere er det, at man bruger pengene rigtigt.

”Når budgettet er fremlagt, kan vi kommentere mere på det,” slutter de begge med at sige.

Del