Har lagt fundamentet for et succesfuldt skoleår

Har samtidig fokuseret på det gode samarbejde med forældrene, da den tætte dialog mellem skole og hjem er medvirkende til det gode læringsmiljø for eleverne.

Har lagt fundamentet for et succesfuldt skoleår Privatfoto

På Firhøjskolen er der begyndt 22 nye elever i børnehaveklassen. Det er det største antal elever i børnehaveklassen i mange år.

Det første år i skolen har utrolig stor værdi for det enkelte barn og dets videre skolegang. Her lægges grundstenene og trygheden bygges. Derfor har Firhøjskolens bestyrelse og personale arbejdet benhårdt på at skabe de bedst mulige forudsætninger for et udviklende og trygt læringsmiljø for skolens elever, skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

Vi ved, at børnene møder forventningsfulde op med hver deres baggrund og forudsætninger i bagagen. Derfor er det en vigtig opgave for os som skole at sikre, at overgangen mellem børnehave og skole forløber trygt for de små, nye skolebørn”, udtaler skolelederen på Firhøjskolen Signe Broe.

Hun nævner samtidig, at det gode samarbejde med Børnehuset i Snertinge og de andre omkringliggende daginstitutioner har medvirket til, at overgangen er gået lige efter planen.

Det gode samarbejde

Firhøjskolen har samtidig fokuseret på det gode samarbejde med forældrene, da den tætte dialog mellem skole og hjem er medvirkende til det gode læringsmiljø for eleverne.

Alt i alt er det vores opfattelse, at forældrene vælger Firhøjskolen til, da de oplever, at deres børn trives rigtig godt og udvikler sig fagligt i de rammer, der er omkring børnene. Det gælder både pædagogik og fysisk”, udtaler Signe Broe og fortsætter:

Vi er så taknemmelige for, at et så stort antal familier vælger den lokale folkeskole til. Det er en kæmpe tillidserklæring fra forældrenes side”.

Nye fysiske rammer

Derudover har skolen foretaget en række investeringer i de fysiske rammer bl.a. i 70 nye computere og skolemøbler i 0. – 4. klasse. Samtidig har en række puljer fra politisk side gjort det muligt at give skolen en splinterny fodboldbane i skolegården og et stort klatrestativ i SFO’en.

Og takket være stærke kræfter i lokalområdet har Firhøjskolen snart en spændende aktivitetsbane, som eleverne kan benytte i frikvartererne.

Et mål om at blive top 5

Desuden har skolen vist, at indsatser for at hæve det faglige niveau har båret frugt. Firhøjskolen har igennem de sidste par år præsteret rigtig godt til afgangseksamenerne.

Skolen er ambitiøs på elevernes og personalets vegne, og bestyrelse bakker helt op og har som mål, at skolen placerer sig i top 5 på kommunalt plan i forhold til opnåede resultater til eksamenerne, og de arbejder fortsat på at forbedre skolens fysiske rammer for at fastholde den gode udvikling.

Del