Har afviklet problematiske investeringer
Mandag kunne en række medier oplyse, at Kalundborg Kommune er en af de kommuner, der har flest investeringer i sortlistede selskaber ifølge mediet Danwatch.
Af Jens Nielsen
Kalundborg Kommune havde investeret i flere end 70 selskaber, som er ekskluderet af danske pensionskasser. Det viser en opgørelse som mediet Danwatch bringer. Men nu er værdipapirerne solgt.
Mandag kunne en række medier oplyse, at Kalundborg Kommune er en af de kommuner, der har flest investeringer i sortlistede selskaber ifølge mediet Danwatch.
Kalundborg havde i alt 574 værdipapirer med en samlet værdi på 3.570.564 kroner, der optræder i følgende "problem-kategorier": Aktiviteter i besatte områder: 1, Alkohol: 14, Andet: 329, Arbejdstagerrettigheder: 25, Biodiversitet: 10, EU-sanktioner: 56, Fossile brændstoffer: 208, Gambling: 15, Israel/Palæstina: 1, Klima: 76, Kontroversielle våben: 11, Menneskerettigheder: 58, Miljø: 8, Skat: 47, Tobak: 8, Våben og militær: 2
Men nu er der ryddet op.
”Forvaltningen har lige oplyst mig om, at vi har solgt alle papirerne. Fremover har vi pengene investeret i en særlig investeringsforening for kommuner, som Danske Bank står bag,” siger Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune, til TV2 ØST tirsdag.
Socialdemokratiet kræver en drøftelse af sagen på et kommende økonomiudvalgsmøde.
”Mig bekendt har vi i denne valgperiode slet ikke taget stilling til det her. Og jeg kan bare sige, at Socialdemokratiet ikke vil være med til, at vi investerer i Panama og i virksomheder, der ikke opfører sig ordentligt,” fortæller Tina Beck-Nilsson (S), viceborgmester og næstformand i økonomiudvalget, til TV2 ØST.
Samlet set har danske kommuner investeret i over 140.000 værdipapirer for 66,7 milliarder kroner. Ud af dem er 414 millioner kroner placeret i 5133 værdipapirer, der betragtes som problematiske.
Kalundborg investerer i sortlistede selskaber