Det spøger på Møllebakken

I hvert fald er det nye hyggerum i disse dage forvandlet til stemningsfuldt tilholdssted for spøgelser og genfærd.

Det spøger på Møllebakken
Det nye hyggerum er for tiden lidt mindre hyggeligt, da det i højtidens anledning er blevet omdannet til Halloween-hus. Foto: Privatfoto

Af Lasse Petersen

Står man og er på udkig efter frisk luft og måske et indlagt gys for børnene, så kan man med fordel begive sig ud på en aftentur på Møllebakken mandag eller tirsdag aften i denne uge. Det nye hyggerum er nemlig for tiden lidt mindre hyggeligt, da det i højtidens anledning er blevet omdannet til Halloween-hus.

Tør du komme tæt på og se, hvad der er bag døren? Du kan i hvert fald tage børnene med og selv vove pelsen, nu da Halloween er lige på trapperne.

Idéen til Halloween-huset kom, da Brian Lamhauge fra Skaberzonen gik og renoverede det nye formidlingsrum. Pludselig fik hans søn Hector den gode idé, at Møllebakken kunne være et rigtigt godt sted til halloween-uhygge.

Brian Lamhauge vil gerne lære sin søn, at hvis man ønsker, at noget skal ske, så er det bare om at gå i gang. Og det gjorde de så. De fik et nik fra Kalundborg Kommune til at afprøve ideen, og Hector og hans kammerat arbejdede søndag med stort engagement – og en lille smule hjælp – på at udleve deres idéer.

Nu er det lille hus så omdannet til et stemningsfuldt tilholdssted for spøgelser og genfærd.

Video: Privat

Del