Hærværk mod regulerings installation i Tissø

Der er begået hærværk mod stemmeværket som styrer vandstanden i Tissø. Foto: Kalundborg Kommune

Af Jens Nielsen

Kalundborg Forsyning har været udsat for hærværk og tyveri, som er udøvet mod forsyningens installation ved Tissø, det såkaldte stemmeværk, som styrer vandstanden i Tissø. 

Kalundborg Forsyning ved fra deres videoovervågning, at hærværket er sket den 30. juni ved middagstid, og at det omfatter ødelagte døre, el-skabe der er brudt op samt overskårne ledninger til måleudstyr, som også er blevet stjålet ved det såkaldte stemmeværk, der styrer vandstanden i Tissø. Kalundborg Forsyning har politianmeldt hændelsen.

”Installationen er oppe at køre igen, og vi har allerede taget skridt mod ekstra overvågning af stedet. Vi bruger desuden dette som en anledning til at se ind i, hvordan vi i fremtiden kan sikre os mod yderligere vandalisme,” oplyser Hans-Martin Friis Møller, direktør i Kalundborg Forsyning.

Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune har netop godkendt en ny indvindingstilladelse af overfladevand fra Tissø til industrien i Kalundborg. En beslutning der har været meget debat omkring og som Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening har været stor modstander af.

”Vi ved ikke om hærværket er relateret til den debat, der i øjeblikket kører omkring Tissø-tilladelsen, og vi håber, at der er tale om et enkeltstående tilfælde,” siger Hans-Martin Friis Møller, og fortsætter, Vi håber på, at alle i lokalområdet vil hjælpe med at være opmærksomme på aktivitet omkring alle vores anlæg, og tilkalde politiet med det samme, hvis der observeres personer, som ikke hører til der.”

Del