Hæder til Årets Leder og Årets Udøver

Tirsdag aften modtog Thomas Djernis fra Rørby-Værslev Idrætsforening prisen som Årets Leder. Han er blevet indstillet af sin klub. 

Hæder til Årets Leder og Årets Udøver
Den flotte pris som Årets Udøver blev i år tildelt Britt Drud Sørensen, der løber på sin framecykel i 5 Tårns Motion i Kalundborg. Her får hun et kram af formand for Folkeoplysningsudvalget Trine Birkmose, der repræsenterer Høng Gymnastik og Idrætsforening. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard & Jens Nielsen kontakt@tv-kalundborg.dk

Tirsdag hædrede Folkeoplysningsudvalget endnu engang idrætsudøvere, der har opnået flotte resultater og/eller har ydet en særlig indsats. Bl.a. blev priserne som Årets udøver og Årets leder uddelt.

Tirsdag aften modtog Thomas Djernis fra Rørby-Værslev Idrætsforening prisen som Årets Leder. Han er blevet indstillet af sin klub. 

I indstillingen om Thomas Djernis står der: ”Thomas begyndte som formand for klubben i 2020. Siden har han udført et kæmpe arbejde med udvikling af klubben. Han har været initiativtager på, at få løftet klubben op til et nyt niveau. Han har som leder af klubben sørget for et stor forbedring af faciliteterne og han arbejder fortsat videre med at udvikle klubben. Thomas er en rigtig god  organisator og en stor drivkraft i klubben. Han er dygtig til at få andre engageret i foreningsarbejdet. Han er vedholdendei at få udført de idéer og tiltag, som man sætter i gang i klubben, så der altid opnås store resultater. Det har bl.a. også medført, at klubben blev udnævnt som Årets fodboldklub ultimo 2021 af DBL. Thomas er altid velforberedt til udvalgsmøderne og han er god til at strukturere og fordele opgaverne i klubben. Med Thomas har man indtrykket af en mand, der prioriterer klubben og altid sætter dens medlemmer først.”

Det er langt fra første gang, at Rørby Værslev Fodbold modtager en pris. I 2021 blev klubben tildelt Kondensatprisen på 40.000 kroner, ligesom klubben i januar 2022 fik besøg af repræsentanter fra DBU Sjælland, der kårede Rørby Værslev Fodbold til Årets Fodboldklub på Sjælland 2021.

Årets Udøver

Den flotte pris som Årets Udøver blev i år tildelt Britt Drud Sørensen, der løber på sin framecykel i 5 Tårns Motion i Kalundborg. Hun er indstillet til prisen af Kalundborg Idrætsråd.

I indstillingen om Britt Drud Sørensen står der: ”Britt indstilles for de flotte resultater, som hun har opnået på sin framecykel. Britt løb den 28. august 2021 sit maraton nr. 100. Siden er det blevet til flere. Britt er hjemhørende i 5 Tårns Motion. Hun er et forbillede for, hvor vigtigt det er, at vi i hverdagen får dyrket motion uanset vores store eller små skavanker og udfordringer.

Derudover modtog Siri Oline Dalsgaard fra Kalundborg Amatør Bokseklub hæder for at have vundet DM for Elite kvinder i Fjervægt 54-57 kg., Ole Carstesen fra Vægtløfterklubben Esbern Snare for DM i olympisk vægtløftning for Masters i klassen fra 75-79 år med et træk på 37 kg. og et stød på 45 kg. Udtaget til landsholdet. Ligeledes Marcus Traber fra Vægtløfterklubben Esbern Snare for DM i Olympisk Vægtløftning for Juniorer i vægtklassen under 81 kg. med et træk på 90 kg., og et stød på 121 kg. Benny Lorentsen fra Svebølle Motocrossklub for DM i Classic Cross og endelig U10 holdet i Kalundborg Hockey Klub for DM i udendørs hockey U10.

Folkeoplysningsudvalget

Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg Kommune består af 11 medlemmer valgt af Fritids- og Foreningslivet i Kalundborg Kommune. og to medlemmer valgt af Kommunalbestyrelsen. Udvalget har til formål at understøtte de frivillige folkeoplysende foreninger og aftenskoler i Kalundborg Kommune. Udvalget træffer bl.a. beslutning om foreningers godkendelse som folkeoplysende foreninger, tilskudsansøgninger og anvisning af offentlige lokaler m.m.

Del