Grøn trepart sender Kalundborg-plan videre
Efter flere måneders arbejde har Den Lokale Grønne Trepart for Hovedvandopland 2.1 Kalundborg godkendt sin omlægningsplan og er klar til at sende den videre til principgodkendelse i de seks involverede kommuner.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Omlægningsplan for Hovedvandopland 2.1 Kalundborg er godkendt af Den Lokale Grønne Trepart og sendes nu til principvedtagelse i seks kommuner. Planen markerer et vigtigt skridt mod et renere vandmiljø, lavere klimabelastning og mere natur.
Efter flere måneders arbejde har Den Lokale Grønne Trepart for Hovedvandopland 2.1 Kalundborg godkendt sin omlægningsplan og er klar til at sende den videre til principgodkendelse i de seks involverede kommuner: Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Slagelse, Sorø og Ringsted. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse torsdag.
Beslutningen blev truffet på trepartens møde mandag den 20. oktober 2025, med deltagelse af minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus. Godkendelsen markerer en central milepæl i implementeringen af den nationale Aftale om et Grønt Danmark.
Plan for vandmiljø, klima og natur
Omlægningsplanen beskriver en række skitseprojekter for udtagning af kulstofrige lavbundsjorde, etablering af vådområder og reduktion af kvælstofudledning. Samlet skal indsatsen bidrage til at forbedre vandmiljøet, reducere klimabelastningen og skabe mere natur, skov og biodiversitet.
Planen er blevet verificeret af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, og næste skridt er nu, at den skal principgodkendes politisk i de seks kommuner.
Frivillighed og dialog med lodsejerne i centrum
Et centralt element i arbejdet er den frivillige dialog med lodsejerne, som skal være med til at realisere projekterne.
”Vi har lagt stor vægt på at skabe en plan, der både er ambitiøs og realistisk. Det har krævet tæt samarbejde og gensidig respekt mellem alle parter,” siger formand for treparten, Jakob Beck Jensen, og tilføjer: ”Det er en fornøjelse at opleve, at kolleger i kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer har formået at finde fælles løsninger på trods af forskellige interesser.”
Også repræsentanter fra de involverede organisationer fremhæver samarbejdets betydning.
”Det har været en grundig og til tider krævende proces, men med en åben og konstruktiv dialog. Mange lodsejere vil gerne bidrage, når de kan se, at der er mening og fleksibilitet i tilgangen,” siger Søren Gammelby fra Landbrug & Fødevarer.
Hos Danmarks Naturfredningsforening kalder Susanne Ladefoged arbejdet for ”en historisk aftale”: ”Vi har som naturens stemme stået i en ny rolle som ligeværdig partner i en revolutionerende proces. Denne trepart sikrer både natur og landbrug og vil ændre landskabet markant til gavn for klima, vandmiljø og biodiversitet.”
Fortsat lokalt samarbejde og nye projekter
Efter den politiske principvedtagelse bliver det den lokale treparts opgave at følge implementeringen, opdatere planen løbende og planlægge nye initiativer – blandt andet inden for skovrejsning, drikkevandsbeskyttelse og ny beskyttet natur.
”Lodsejernes engagement er helt afgørende for planens succes,” lyder det fra treparten, som håber, at mange lokale lodsejere vil tage del i arbejdet for et grønnere, sundere og mere bæredygtigt landskab i det vestlige Sjælland.