Gratis bæredygtige hygiejnebind på gymnasium
”Jeg var til en fest på Midtfyns Gymnasium hvor de havde sådan nogle skabe hængende med bind og der tænkte jeg, det er jo verdens bedste ide,” fortæller Alma Kirkemann, elevrådsformand på Allikelund Gymnasium
Af Jens Nielsen
De kvindelige studerende på Allikelund Gymnasium har nu fået mulighed for, helt gratis, at få adgang til bæredygtige hygiejnebind. Aftalen er kommet i stand mellem elevrådet og virksomheden Mewalii, der producerer bæredygtige hygiejnebind lavet af plantefibre.
Roskilde Festivalen og Kalundborg Rock’er var blandt de første festivaler i landet, som kunne tilbyde gratis hygiejnebind til de kvindelige gæster. Nu er Allikelund Gymnasium i Kalundborg blandt de første gymnasier i landet som tilbyder gratis hygiejnebind til de kvindelige studerende.
Det er firmaet Mewalli, der tilbyder et helt nyt bæredygtigt hygiejnebind lavet af plantefibre.
Der er ikke bare tale om et helt almindeligt hygiejnebind, men et nyt bæredygtigt hygiejnebind lavet af plantefibre. Det er Simone Westergaard fra Kalundborg, der sammen med sin veninde, Frederikke Dahl fra Odense, har opfundet det nye hygiejnebind, der findes i tre versioner: dagbind, natbind og et trusseindlæg. De er alle sat i produktion gennem deres fælles virksomhed Mewalii.
”Jeg var til en fest på Midtfyns Gymnasium hvor de havde sådan nogle skabe hængende med bind og der tænkte jeg, det er jo verdens bedste ide,” fortæller Alma Kirkemann, elevrådsformand på Allikelund Gymnasium, og fortsætter, ”Vi har så drøftet det i elevrådet gennem noget tid, bl.a. hvad mon drengene ville sige. Det var vigtigt for elevrådet, at vi var enige om det, og drengene synes faktisk, at det var ret vigtigt, derfor gik vi videre til ledelsen på skolen og nu er der indkøbt skabe som er hængt op på alle dametoiletterne.”
At det i første omgang blev en gratis løsning for de kvindelige studerende kan man takke Madeleine Thrysøe for, som tog kontakt til Mewalii.
”Jeg havde hørt meget positivt om det nye bæredygtige hygiejnebind og så rakte jeg ud til Mewalii og i løbet af et par uger var aftalen i stand og vi hører kun positive tilkendegivelser fra de øvrige studerende, det er en god ide og bindet fra Mewalii er rart at have på,” fortæller Madeleine Thrysøe.
”Vi fik lavet 15.000 bind i en testproduktion og dem har vi bl.a. delt ud på Roskilde Festivalen, på Kalundborg Rock’er og flere andre steder, så da Madeleine skrev, havde vi stadigvæk flere bind tilbage og nu har vi lavet en aftale med Allikelund Gymnasium som på den måde bliver testpersoner for vores bæredygtige hygiejnebind,” fortæller Simone Westergaard, medindehaver af Mewalii.