Göteborg-Posten var forbi Kalundborg

Göteborg-Posten har været en tur forbi Kalundborg for at skrive om den store forvandling, som Kalundborg gennemgår grundet Novo Nordisks massive vækst.

Göteborg-Posten var forbi Kalundborg
For ikke så længe siden var Göteborg-Posten en tur forbi Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

En hel del udenlandske medier har i den seneste tid skrevet om Kalundborg, og nu også Göteborg-Posten. Avisen har nemlig for nylig sendt en journalist og en fotograf en tur forbi Kalundborg for at skrive om den store forvandling, som Kalundborg gennemgår grundet Novo Nordisks massive vækst.

I Göteborg-Posten kan man altså læse om at Novo, der producerer halvdelen af verdens insulin samt de populære vægttabsmedicin Ozempic (der egentlig er et lægemiddel mod diabetes type 2) og Wegovy, investerer milliarder i nye fabrikker og skaber tusindvis af arbejdspladser i Kalundborg.

De fortæller endvidere, at byens økonomiske vækst er eksploderet, og at byggeaktiviteterne er omfattende, men at der samtidig opstår udfordringer som boligmangel, trafik samt mangel på gode skoler, hvilket hæmmer tilflytningen. Lokale erhvervsdrivende ser muligheder i udviklingen, men nogle bekymrer sig også over, at byen bliver for afhængig af Novo Nordisk.

Selvom Novo Nordisks fremtid virker lys, nævnes der risici såsom konkurrence fra andre medicinalselskaber og politiske faktorer, som potentielle amerikanske toldsatser. Borgmester Martin Damm (V) er dog optimistisk og mener, at Kalundborg fortsat vil udvikle sig positivt.

Se artiklen fra Göteborg-Posten KLIK HER

Del