Gørlev Bibliotek sender børnene på rummission

Stjerner, raketter, astronautøvelser og mooncar-ræs er på programmet, når Gørlev Bibliotek inviterer børnefamilier til en gratis dag i rummets tegn.

Gørlev Bibliotek sender børnene på rummission
Lørdag den 26. september bliver Gørlev Bibliotek forvandlet til et univers fyldt med stjerner, planeter og raketter. Modelfotos: Kalundborg Biblioteker.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Stjerner, raketter, astronautøvelser og mooncar-ræs er på programmet, når Gørlev Bibliotek lørdag den 26. september inviterer børnefamilier til en gratis dag i rummets tegn.

Lørdag den 26. september bliver Gørlev Bibliotek forvandlet til et univers fyldt med stjerner, planeter og raketter. Fra klokken 10 til 14 kan børn og voksne blandt andet opleve musikfortælling, bygge raketter, udfolde sig kreativt og prøve kræfter med forskellige astronautøvelser.

Vinde Helsing Gymnastikforening står for et program med øvelser, hvor børnene får testet deres balance, styrke og koordination. Dermed kan de mærke på egen krop, hvad det kræver at blive klar til en mission i rummet.

Der bliver også mulighed for at sætte sig bag rattet i en mooncar og køre ræs på en specialdesignet Mælkevej.

Musikfortælling og raketværksted

Børnemusiker AnneO opfører musikforestillingen Pigen der ville være astronaut, som henvender sig til børn i alderen tre til otte år. Her bliver drømmene om stjerner og rumrejser vakt til live gennem musik og fortælling.

Karlsvognen fra Brorfelde Observatorium besøger også biblioteket og inviterer børn mellem seks og 12 år ind i raketternes verden. På værkstedet kan børnene bygge deres egne raketter.

Derudover åbner biblioteket et stort rum-krea-værksted, hvor børnene kan male planeter og designe farverige solsystemer.

Nogle aktiviteter kræver billet

Rum-familiedagen finder sted lørdag den 26. september fra klokken 10 til 14 på Gørlev Bibliotek, Algade 35 i Gørlev.

Det er gratis at deltage, men musikforestillingen og raketværkstedet kræver billet og særskilt tilmelding via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside.

Mooncar-ræs, astronautøvelser og rum-krea er åbne for alle og kræver ikke tidsbestilling.

Del