Godt samarbejde har sikret 100 medarbejdere nyt job
Fabrikslukningen, der blev annonceret i sommeren 2023, betød, at godt 100 ud af Gyprocs 150 medarbejdere ville få brug for nyt job.
Af Jens Nielsen
Med hjælp fra Kalundborg Kommunes jobcenter og faglige organisationer, effektive out-placement bureauer til hhv. fabriksarbejdere og administrative medarbejdere og ikke mindst meget stor opbakning fra mange lokale virksomheder, er det lykkes at få næsten alle berørte medarbejdere hos Gyproc videre til andre virksomheder i lokalområdet. Det oplyser Gyproc i en pressemeddelelse.
Gyproc-fabrikken i Kalundborg har produceret gipsplader til den danske byggebranche i over 50 år, men i foråret 2024 rullede de sidste dansk producerede gipsplader fra Gyproc af produktionslinjen i Kalundborg. Samtidigt er langt de fleste af de medarbejdere, der er berørte af fabrikslukningen, allerede nu klar til at tage hul på et nyt kapitel af deres arbejdsliv, mens godt 50 ansatte er klar til at videreføre Gyproc Danmarks nye organisation i de eksisterende rammer – dog med ombygning til fx større lagerfaciliteter.
Jobcaféer og speeddating har båret frugt
Fabrikslukningen, der blev annonceret i sommeren 2023, betød, at godt 100 ud af Gyprocs 150 medarbejdere ville få brug for nyt job. Med hjælp fra Kalundborg Kommunes jobcenter og faglige organisationer, effektive out-placement bureauer til hhv. fabriksarbejdere og administrative medarbejdere og ikke mindst meget stor opbakning fra mange lokale virksomheder, er det lykkes at få næsten alle berørte medarbejdere videre til andre virksomheder i lokalområdet.
Jobcaféer, speeddating, opkvalificeringskurser, træning i CV-og jobsamtaler og et grundlæggende boost af medarbejdernes selvtillid var blandt de tiltag, som Gyproc med fabrikschef Søren Arens i spidsen fik stablet på benene i tæt samarbejde med Kalundborg Kommune i kølvandet på udmeldingen om fabrikslukningen. Og indsatsen har i høj grad båret frugt.
Ud af de godt 100 berørte medarbejdere har langt hovedparten af de fratrådte medarbejdere i skrivende stund fået nye og spændende ansættelser i en af de mange lokale virksomheder, der deltog i livlige jobcaféer hos Gyproc. Jobcaféer der på 4 dage i løbet af foråret resulterede i over 400 samtaler. Og resten af de berørte medarbejdere, der stadig arbejder på Gyproc frem til lukningen af de sidste fabriks-aktiviteter i foråret 2025, er allerede nu i tæt dialog med lokale virksomheder.
Øvelse i selvtillid
Flere medarbejdere har ellers tilbragt hele eller store dele af deres arbejdsliv på Gyproc og troede ifølge fabrikschef Søren Arens ikke helt selv på, at deres kompetencer kunne bruges andre steder.
”Men når vi først fik sat ord som processtyring, warehouse management etc. på deres faglighed, så var det ikke kompetencerne, der haltede, man derimod selvtilliden og usikkerheden over at skulle videre til et nyt job. Her har Kalundborg Kommunes jobcenter og outplacement-bureauerne AS3 og Ballisager været enestående til at hjælpe medarbejderne videre både fagligt og mentalt,” fortæller Søren Arens.
Fuldt blus indtil sidste dag på fabrikken
Ganske få berørte medarbejdere er endnu ikke videre til nyt job – det drejer sig fx om de medarbejdere der fordelt på fabrikken og administrationen, som stadig sørger for at holde gang i den del af produktionen, der lukker og slukker til foråret. Ambitionen er at producere produkter nok til at dække salget indtil produktionen er flyttet, men medarbejderne er sideløbende i tæt dialog med flere interesserede virksomheder og potentielle arbejdsgivere via flere job-caféer.
Aldrig for sent at lære nyt
Hos Kalundborg Kommune har man været tilfredse med et velfungerende samarbejde mellem Gyproc, de lokale virksomheder og Kalundborg Kommunes Jobcenter. Ligesom forløbet ifølge Lasse Bjerregaard, Arbejdsmarkedschef i Kalundborg Kommune, har vist, at det aldrig er for sent at blive opkvalificeret og lære noget nyt.
”Til trods for det triste udgangspunkt, så har vi oplevet et rigtigt godt samarbejde med Gyproc og det lokale erhvervsliv. Det har gjort det muligt at holde skarpt fokus på medarbejderne og få dem koblet med potentielle arbejdsgivere i Kalundborg på relativt kort tid,” siger Lasse Bjerregaard og fortsætter:
”Alt i alt har det været dejligt at opleve, at en fabrikslukning kan forløbe så konstruktivt takket være god planlægning, et godt samarbejde og god dialog, der samlet set har bidraget til den høje kvalitet, der er leveret fra alle parter.”
Fakta:
- I foråret 2024 rullede de sidste dansk producerede gipsplader fra Gyproc af produktionslinjen i Kalundborg.
- Gyproc gipsplader til det danske marked bliver fremover primært produceret i Skandinavien, bl.a. på det CO2-fri produktionsanlæg i Fredrikstad i Norge.
- Til foråret 2025 bliver produktionen af akustiklofter også lukket helt ned, hvorefter dele af produktionsanlægget til akustikløsninger flyttes til Gyprocs søsterfabrik i Tyskland.
- Ca. 50 medarbejdere skal efter lukning af produktionen drive Gyproc videre i de eksisterende rammer i Kalundborg, dog med ombygning til fx større lagerfaciliteter.
- Foruden lagerfaciliteter kommer Gyprocs organisation i Kalundborg fortsat til at bestå af bl.a. kundeservice, teknisk service, salg og distribution.