Godt, at vi har en konstruktiv og kritisk opposition!
Godt, at vi har en konstruktiv og kritisk opposition!
Mens det snævre flertal i pressen bruger kræfter på at fortælle, at de vil fortsætte den kurs, som hele kommunalbestyrelsen allerede har vedtaget, ja så går livet jo videre i kommunalbestyrelsen.
Det så vi senest på kommunalbestyrelsesmødet i onsdags, hvor et af punkterne på dagsordenen var kommunens delegationsplan. Det lyder måske som en teknisk og tør sag. Men i virkeligheden handler det om noget meget vigtigt: Hvem træffer beslutningerne i kommunen? Hvilke sager afgøres politisk, og hvilke afgøres administrativt?
Netop derfor blev spørgsmålet også diskuteret på flere valgmøder under kommunalvalget sidste år. Problemet er, at den nuværende delegationsplan ikke er tilstrækkeligt gennemskuelig. Den giver ikke et samlet og fyldestgørende overblik over, hvordan beslutningskompetencerne er fordelt. Det betyder, at politikere, medarbejdere, borgere og virksomheder i mange tilfælde har svært ved at se, hvor og hvordan beslutninger træffes.
Det er ikke godt nok! I SF ønsker vi størst mulig åbenhed om kommunens beslutningsprocesser. Borgerne skal kunne følge med i, hvem der træffer beslutningerne, og på hvilket grundlag de træffes. Det styrker både gennemsigtigheden og tilliden til kommunen.
Heldigvis stod oppositionen samlet om dette synspunkt under debatten. Det medførte et betydeligt politisk pres, som resulterede i, at kommunalbestyrelsen besluttede, at der skal udarbejdes en ny og forbedret delegationsplan til behandling inden udgangen af 2027.Det er et skridt i den rigtige retning. For demokrati handler ikke kun om de beslutninger, der træffes. Det handler også om, at borgerne kan gennemskue, hvordan de bliver til.
Thomas Malthesen Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg.