Ghita Nørby og Lars Hannibal hyldede frivilligheden

To af de allerstørste danske kulturpersonligheder gæstede torsdag eftermiddag Kalundborg. Hjælpetjenesten havde fået selveste Ghita Nørby og Lars Hannibal til at kigge forbi med fabler, eventyr og stemningsfuldt guitarspil.

Ghita Nørby og Lars Hannibal hyldede frivilligheden
Fabler og eventyr - kombineret med klassisk guitarspil. Ghita Nørby og Lars Hannibal er et forrygende makkerpar. Foto: Merete Jensen

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk

Aktivitetscenter Munkesøen dannede torsdag eftermiddag rammen om Hjælpetjenestens caféeftermiddag, og de knap 100 tilhørere kunne nyde to af Danmarks allerstørste kulturpersonligheder, Ghita Nørby og Lars Hannibal.

Man må sige, at det var et veloplagt makkerpar, der havde taget turen forbi Kalundborg på vej tilbage fra et formiddagsjob i Odense. Så man kan på ingen måde sige, at hverken Nørby, 88, eller Hannibal, 72, har tænkt sig at trappe ned i en alder, hvor de fleste nok ville lade sig pensionere. Men fælles for dem begge er, at de lever for kunsten – de ér kunsten!

Brug for flere frivillige

- Vi er simpelthen så glade for, at Ghita Nørby og Lars Hannibal kunne tænke sig at krydre vores caféeftermiddag med deres besøg, fortæller Jørgen Rasmussen som er medlem af bestyrelsen. Han fortsætter:

- På grund af corona har vi ikke kunnet holde noget for Hjælpetjenesten i to år, så nu havde vi sparet penge nok sammen til at kunne invitere nogle helt specielle gæster, forklarer Jørgen Rasmussen.

I øjeblikket har Hjælpetjenesten mellem 60 og 70 besøgsvenner og andre, som hjælper til med frivilligt arbejde. Men på trods af den store massive opbakning af frivillige, så har Hjælpetjenesten stadig brug for endnu flere frivillige.

- Vi har faktisk stadig brug for besøgsvenner, som kan afse tid til at gøre en forskel for en borger her i kommunen. Vi sørger for at ”matche” borgeren og besøgsvennen, så man nogenlunde deler de samme værdier i livet, forklarer han.

Hyldede frivilligheden

Og netop frivilligheden var noget af det, som Ghita Nørby og Lars Hannibal honorerede ved arrangementet.

- Vi tager hatten af for det store og meget vigtige stykke arbejde, I gør! Frivillighed er desværre blevet en mangelvare, og det er faktisk én af grundpillerne i vores samfund, lød det fra Ghita Nørby.

Men ellers var Ghita Nørby og Lars Hannibal vidt omkring i den times tid, de underholdt forsamlingen. Ud over Ghita Nørbys fremragende oplæsninger af La Fontaines Fabler og et par eventyr af H. C. Andersen, Lars Hannibals formidable klassiske guitarspil, så blev der også taget fat på de lidt tungere emner som har været temaer i flere af Ghita Nørbys film i løbet af hendes imponerende skuespilkarriere.

Et formidabelt parløb

- Jeg har – og har haft – nogle fremragende kolleger og nogle skønne instruktører. Men dengang for en del år siden, da var det hele meget sjovere. Der var ikke nogen, der blev krænkede over, at stolen blev trukket ud for én, inden man satte sig, siger Ghita Nørby grinende.

Alt i alt var det en eftermiddag der gav stof til eftertanke – både i eventyrenes og fablernes tematikker, men også i de mange skønne musikstykker, som Lars Hannibal spillede i løbet af arrangementet. Ghita Nørby og Lars Hannibals snart 25-årige kunstneriske parløb bliver bare bedre og bedre!

Fremover forventer Hjælpetjenesten at holde to lignende caféeftermiddage årligt.

Vil du være med i Hjælpetjenesten som besøgsven – eller mangler du en besøgsven, så kan du ringe på telefon: 41435936 eller på mail: hjaelpetjenesten@ka-net.dk

Del