Fyldt med nye og sjove oplevelser for børn og voksne

Fyldt med nye og sjove oplevelser for børn og voksne Stine Veisegaard, faglig koordinator på Kalundborg Biblioteker, stod klar med de nye kataloger til dem som kiggede forbi. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Bibliotekers nye forårskatalog er udkommet fredag eftermiddag. Det er fyldt med arrangementer for børn og voksne, artikler og interviews for både store og små. Grundet Covid-19 har Kalundborg Biblioteker valgt at drosle ned på de normale festligheder.

Kalundborg Bibliotekers arrangementsprogram for foråret 2022 er spækket med spændende, indsigtsrige og sjove arrangementer.

Fredag eftermiddag blev det tilgængeligt for borgerne i kommunen, som havde mulighed for at afhente det nye katalog på et af kommunes biblioteker.

Normalt bliver udgivelsen fejret med taler og lidt godt til ganen, men sådan blev det ikke denne gang grundet corona restriktionerne.

Stine Veisegaard, faglig koordinator på Kalundborg Biblioteker, stod klar med de nye kataloger til dem som kiggede forbi.

”Ja her er jo ikke så mange som der plejer at være, men folk kommer lige så stille og henter det nye katalog, og mange skal også lige have et med hjem til naboen,” fortæller Stine Veisegaard.

Det nye flotte katalog er på hele 60 sider og har forord af Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune.

Kataloget indeholder masser af spændende arrangementer for både børn og voksne, der er tilbud fra Folkeuniversitet, projekt "Liv I Forsamlingshusene" og "Kulturpakker til Ældre".

Kataloget har også en række spændende interview, ligesom der er blevet plads til LOF i kataloget.

Billetsalget begynder kl. 11 lørdag den 22. januar via hjemmesiden: www.kalundborgbib.dk/arrangementer. Hjælp til billetsalg kan også ske på et af Kalundborg Bibliotekers bemandende biblioteker eller på tlf.nr.: 59 53 55 60.

Det nye forårskatalog kan også læses online, KLIK HER

Del