Fuldt hus til hjertevarm Julekoncert

Publikum oplevede et helt fantastisk samspil mellem Janes violinspil og Shanes guitar.

Fuldt hus til hjertevarm Julekoncert
Der var fuldt hus i Juvi klubben onsdag aften da en populære duo Jane & Shane leverede en hjertevarm julekoncert. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den populære duo Jane & Shane var onsdag aften forbi i Juvi klubben med deres julekoncert. Alle billetter var solgt op til koncerten, og publikum fik masser af julemusik og sjove historier fra den populære duo.

Duoen Jane & Shane har spillet mange gange på Kalundborgegnen, og har derfor også mange fans i området, derfor var alle billetter også solgt på forhånd da Juvi klubben i Kalundborg, onsdag aften, inviterede til den årlige julekoncert.

Juvi klubben, der normalt er for de helt unge, var endnu engang omdannet til et intimt spillested for det voksne publikum, og gæsterne fik en hjertevarm julekoncert med den populære duo, som sang og spillede julesange fra Irland, England og Skandinavien.

Engelske Jane Clark (violin) og irske Shane Donnelly (guitar og vokal) har deres musikalske afsæt i den britiske folkemusik. En musiktradition der har præget dem siden barnsben, og som derfor ligger dybt forankret i deres personlighed og musikalske stil, og så er der et helt fantastisk samspil mellem Janes violinspil og Shanes guitar.

Næste gang Juvi klubben inviterer til musik for det voksne publikum bliver d. 8, februar hvor Mojo Hands står på scenen.

Del