Fuld bilist frakendt kørekort fik taget bilen

Politiet kunne i weekenden beslaglægge både en bil og en knallert i samme område 

Fuld bilist frakendt kørekort fik taget bilen

Af Jens Nielsen 

To gange i løbet af weekenden kom Gørlev på politiets døgnrapport. Første gang fredag hvor en spirituspåvirket mand fik beslaglagt sin bil og lørdag fik en ung mand beslaglagt sin knallert efter en stribe af sigtelser

Fredag eftermiddag kl. 17.41 blev en 46-årig mand fra Sønderjylland standset i et rutinetjek, da han kørte i bil ad Ulstrupvej i Gørlev.

Bilisten var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 46-årige var desuden frakendt sin førerret og det var nu 5. gang inden for 3 år at han blev standset og sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Politiet beslaglagde derfor mandens bil med henblik på konfiskation, som det er muligt ifølge færdselslovens regler. Den 46-årige var ikke helt tilfreds med politiets indgreb, som nu vil blive vurderet af retten. Først når sagen skal afgøres vil sagen om endelig konfiskation blive behandlet.
Efter at have afgivet en blodprøve blev den 46-årige løsladt, og han kan nu forvente at høre mere fra politiet i sine sager, når resultatet af blodprøven foreligger.

En lang række af sigtelser

Lørdag aften kl. 19.23 bemærkede en af politiets patruljer en knallert med to personer på køre ad Algade mod syd i Gørlev.

Ingen af dem anvendte styrthjelm under kørslen. Da patruljen kørte efter og ved brug af udrykningssignaler forsøgte at få knallerten til at standse, øgede føreren hastigheden og flygtede videre ad Roevej til et øde område ved den gamle sukkerfabrik.

Her lykkedes det politiet at få standset knallerten og få fat i føreren, mens det lykkedes for den mandlige passager at stikke af til fods væk fra området. Føreren blev identificeret som en 15-årig dreng fra Gørlev, der blev sigtet for kørsel uden styrthjelm, befordring af en passager, undladt at standse trods politiets anvisning herom, kørsel på knallerten uden nummerplade og med uvirksomme lygter, ligesom han ikke tegn ved svingning.

Politiet havde også en mistanke om, at knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, så knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse for konstruktive ændringer. Den 15-årige og formentlig også en 16-årig ung mand fra Gørlev som ejer af knallerten kan forvente at høre nærmere fra politiet, når knallerten er blevet undersøgt.

Del