Frygter at personalet går en meget svær tid i møde
Endnu et medlem har forladt menighedsrådet i Nyvangskirken

Af Jens Nielsen
Uroen fortsætter tilsyneladende omkring menighedsrådet i Nyvangskirken. Endnu et medlem har trukket sig. Han frygter for personalet i kirken.
Stort set inden det nyvalgte menighedsråd i Nyvangskirken var blevet valgt, trak Michael Nielsen og Jane Mollerup sig ud af personlige årsager. Ved årsskiftet valgte formand for menighedsrådet Michael Husted også at trække sig, og fredag trak Morten Larsen sig ligeledes fra menighedsrådet midt i et ekstraordinært møde, som medlemmerne var indkaldt til.
”Jeg kan nu se, at der sker nogle ting, som jeg ikke kan se mig selv i, og som jeg ikke ønsker at være en del af. Jeg frygter også, at personalet går en meget svær tid i møde,” fortæller Morten Larsen, som ikke ønsker at uddybe sin udmeldelse af menighedsrådet i Nyvangskirken nærmere.
Der skal nu indkaldes endnu en suppleant til menighedsrådet, og der er således kun tre af de medlemmer tilbage, der blev valgt sidst i november, Pernille Svare, Sven-Aage Berg og Heidi Lillevang, sidstnævnte er nu valgt som ny formand for menighedsrådet.
Klage over provst og præst
I en mail sendt til menighedsrådets medlemmer ved årsskiftet, oplyser konstitueret sognepræst Palle Kongsgaard, at han har opsagt sin stilling samt, at han må konstatere, at arbejdsforholdene i kirken, siden menighedsrådsmødet den 13. December, er blevet så komplicerede, at helbredet ikke længere kan holde til det.
Det har fået næstformand i menighedsrådet, Pernille Svare til at klage til biskoppen over såvel sognepræst som provst.
Til TV2 Øst siger hun: ”Vi har egentligt ikke haft ballade, men vi har haft nogle interne uenigheder og siden vores dagsorden d. 13. december har vi valgt, at vi gerne vil have åbnet vores budgetter for at kigge ind i vores økonomi, og det har givet nogle uenigheder, som har fået flere af rådets medlemmer til at melde fra.
Til TV2 Øst udtaler Pernille Svare ydermere, at hun ikke er bekymret for fremtiden i menighedsrådet, og at kirkegængerne kan være helt trygge.
Biskop for Roskilde Stift, Ulla Thorbjørn Hansen, går nu ind i sagen omkring urolighederne i Nyvangskirken.