Frivillige vil hjælpe børn til et gladere og sundere liv

Forløbet er gratis og tilbydes alle børn i alderen 7-15 år i Kalundborg Kommune.

Frivillige vil hjælpe børn til et gladere og sundere liv Christine Fog-Larsen, der er instruktør og teamleder for FitforKids i Kalundborg. privatfoto

Til december kommer et af landets førende sundhedsprogrammer for børn til Kalundborg for at give børn og deres familier muligheden for at komme i bedre form og samtidig få mere glæde over livet og dem selv.

Træning, kostvejledning, coaching og events skal hjælpe børn i Kalundborg til en sundere og gladere livsstil med det nye sundhedsforløb, FitforKids. Forløbet er gratis og tilbydes alle børn i alderen 7-15 år i Kalundborg Kommune.

”Der er tænkt hele vejen rundt. Det er ikke bare børnene alene, det er hele familien. Det er ikke bare med fokus på træning, men også på kosten. Og så danner børnene venskaber med andre børn, der har det ligesom dem selv, og de får mere selvværd og livsenergi. Vi giver familierne nogle redskaber, så de kan lære at leve en sund livsstil. Kost og motion hænger sammen, og det kan vi lære dem,” siger Christine Fog-Larsen, der er instruktør og teamleder for FitforKids i Kalundborg.

”FitforKids henvender sig til dem, der måske ikke går til en aktivitet efter skole, og som har brug for hjælp til at få rørt sig. Det er måske børn med nogle ekstra kilo, de slås med. Vi laver en blanding af leg, konditionstræning og styrkeøvelser, så jeg tror, børnene vil opleve det som leg og ikke træning i den forstand,” siger Christine Fog-Larsen.

FitforKids har hold i hele landet, og til december kommer det også til Kalundborg. Sundhedsprogrammet samarbejder med skolernes sundhedsplejersker, der hjælper med at henvise børn til forløbet.

Træning med hele familien

Det er ikke altid let for forældre til overvægtige eller inaktive børn at hjælpe og rådgive, og derfor tilbyder FitforKids også forældrecoaching, som kan hjælpe forældrene til at motivere børnene til at træne eller skære ned på portioner og slik.

”Det er vigtigt at baglandet også er med på det, for ellers taber vi dem igen. Det er en livsstilsændring, så det er vigtigt, man har familiens og forældrenes opbakning. Når først de kommer afsted, så oplever børnene, at de har det sjovt og får det meget bedre med og i kroppen,” siger Christine Fog-Larsen, der håber, at mange børn har lyst til at deltage, og at flere frivillige vil være med til at starte sundhedsforløbet op.

FitforKids tilbyder to ugentlige træninger, én kun for børn og én sammen med resten af familien. Træningen kommer til at foregå i Rynkevanghallens gymnastiksal mandag og lørdag. Til hver børnetræning kåres dagens fighter og dagens kammerat, som får en vandrepokal og en hel masse selvtillid med sig hjem. 

FitforKids er et dansk program, der er skabt i samarbejde med ernæringseksperter, fitnessinstruktører, psykologer og pædagoger. Forløbet er videnskabeligt testet på Rigshospitalet i København og hjælper årligt omkring 1000 danske børn og deres familier til vægttab, bedre kondi, mere energi og en sundere livsstil.

Har du lyst til at blive FitforKids Instruktør? Eller er du interesseret i at tilmelde dit barn og din familie det nye FitforKids hold i Kalundborg? Så send en mail til FitforKids på info@fitforkids.dk eller ring på tlf. 7070 2920.

Del