Frivillige passer på et stykke Danmarkshistorie

Ulstrup Mølle er et stykke Danmarkshistorie, som frivillige møllersvende værner om ved, at vedligeholde den gamle smukke mølle efter alle kunstens regler.

Frivillige passer på et stykke Danmarkshistorie Ulstrup Mølle er en af Danmarks bedst bevarede møller. I dag er det Røsnæs Udvikling og Beboerforening (RUB), der ejer møllen, men det er frivillige møllersvende, der står for at vedligeholde den fine gamle mølle på Røsnæs. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ulstrup Mølle er en meget gammel og smuk mølle på Røsnæs i Kalundborg. Udover at den er funktionsdygtig og meget vedligeholdt, fortæller møllen ydermere et stykke Danmarkshistorie, som lokale frivillige i området meget gerne vil vise frem.

Der hersker ingen tvivl om, at Ulstrup Mølle er et stykke Danmarkshistorie, og på Røsnæs værner frivillige møllersvende om, at vedligeholde den gamle smukke mølle efter alle kunstens regler.

"Møllerne vidner om en kultur, der var engang. I Danmark havde vi rigtig mange møller, og de var vigtige dengang. I dag er der mindre end 10 af de ca. 135 møller med offentlig adgang, der ligger i den høje liga, og her er Ulstrup Mølle altså blandt,” fortæller møllersvend, Egon Hansen, der også er projektleder på alt det tekniske omkring Ulstrup Mølle.

Ulstrup Mølle er en hollandsk gallerimølle fra 1894, der har spillet en væsentlig rolle i lokalhistorien på Røsnæs. I modsætning til mange andre møller i Danmark har den været i brug helt frem til sidst i 50’erne, og havde bl.a. under 2. Verdenskrig stor betydning for fødevaresituationen i området. Der er ca. 135 møller, der har offentlig adgang, og derudover omkring 100 møller, der bliver brugt til beboelse i Danmark i dag. Ulstrup Mølle har offentlig adgang, og er en af de bedst bevarede møller i Danmark i dag.

Møllen er funktionsdygtig takket være frivillige

I dag maler Ulstrup Mølle stadig ved vindens kraft, dog kun for de mange besøgende gennem hele sommersæsonen. Ulstrup Mølle er den eneste mølle i Kalundborg og omegn, der stadig fungerer. Ulstrup Mølle ejes af Røsnæs Udvikling og Beboerforening, der gennem Møllelaugets frivillige arbejde siden 1995 har stået for møllens drift og vedligeholdelse. I dag fremstår møllen flot, næsten komplet og funktionsdygtig efter flere gennemgribende udvendige restaureringer siden 1960’erne, 70’erne og ydermere gennem de sidste 12 år indvendige restaureringer. I alt er der siden 1998 investeret i restaureringer for omkring 4,6 mio. kr. for at Ulstrup Mølle kan bevares funktionsdygtig og ikke udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for de mange besøgende. Ulstrup Mølle er så heldig at have haft og stadig have et robust og stabilt mølleudvalg, hvori der er kompetente håndværkere, der har udført mange restaureringer uden beregning. Senest i 2020, hvor seks pensionister fra mølleudvalget påtog sig en restaureringsopgave gennem fire måneder til en anslået værdi af ca. 260.000 kr.

Næste projekt byder på skalkværn og nye vinger

Det næste projekt, der bl.a. betyder, at møllen får en skalkværn og nye vinger, vil løbe op i omkring 1,8 mio. kr., og man regner med at bruge 800.000 kr. i år. Ulstrup Mølle har bl.a. modtaget LAG midler på kr. 400.000 kr. og Augustinus Fonden har givet 200.000 kr.

”Møllen var ved at gå i forfald dengang, og vi følte vel alle en forpligtelse til at renovere den. Møllernes Venner, der i sin tid skulle vedligeholde den, gjorde det ikke. Men så tog RUB og det frivillige mølleudvalg med møllersvendene over, og meget er sket siden da,” fortæller Egon Hansen.

Vingerne på møllen bliver taget ned i efteråret 2022, og der søges penge til, at man kan få vingerne op igen i 2023. Man har allerede sikret sig træet til vingerne, der skal ligge nogle år, inden det kan bruges.

Vi har søgt flere fonde, og håber på, at vi snarest kan få vingerne på igen. Vi har en møllebygger, der har træet liggende, og vi har sikret os det, og vi har nogle flere fonde, vi skal have søgt om penge. Vingerne vil koste omkring 1 mio. kr., og skalkværnen ca. 800.000 kr.,” fortæller John Madsen.

En funktionsdygtig og vedligeholdt mølle til glæde for alle

Der er 12 møllersvende, der bruger frivillige kræfter på den gamle mølle i Ulstrup, bl.a. er  Mogens Rosenørn, John Madsen, Egon Christensen og Egon Hansen en del af de møllersvende. Derudover har de RUB i ryggen, og der arbejdes hårdt på, at den fine gamle mølle forbliver funktionsdygtig og vedligeholdt i mange år frem således, at både borgere, herunder skoler - og turister kan få glæde af at besøge Ulstrup Mølle.

”Vi lægger stor vægt på, at kunne fremvise møllen til turister, men også borgerne i området og skoleelever. Derfor vil vi også gerne, at møllen får en skalkværn, så man kan komme og se, at vi maler mel,” fortæller Mogens Anholm, der er en del af RUB, og John Madsen supplerer: ”Vi kan valse havre, men kun som dyrefoder. Men vi vil også gerne reetablere, så vi kan male og afskalle byg, så man også kan se, hvordan det foregår.”

Røsnæs Udvikling og Beboerforening, som ejer møllen, har pt. 248 medlemmer og er en paraplyorganisation. Heraf er der pt. ti aktive  i mølleudvalget, som dagligt driver møllen med et selvstændigt regnskab. Møllen tager ikke entre, men modtager frivillige bidrag, bl.a. har flere lokale virksomheder gennem tiden doneret til møllen.

Del