Frivillige ildsjæle blev hyldet

Kalundborg Kommune hyldede de mange frivillige som findes i kommunen i forbindelse med arrangementet Frivillig Fredag

Frivillige ildsjæle blev hyldet Minna Skytte, formand for Red Barnet Kalundborg, modtog Frivillighedsprisen for 2020 og Medborgerhusets Støtteforening modtog prisen for 2021. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag eftermiddag fik Minna Skytte fra Red Barnet i Kalundborg overrakt Frivillighedsprisen 2020 og Medborgerhusets Støtteforening fik prisen for 2021, da Kalundborg Kommune hyldede de mange frivillige som findes i kommunen i forbindelse med arrangementet Frivillig Fredag.

Kalundborg Kommune havde fredag sidst på eftermiddagen inviteret alle interesserede frivillige ildsjæle til en hyggelig eftermiddag med lækker mad, overrækkelse af Frivillighedsprisen til ildsjæle inden for det frivillige sociale arbejde 2020/21, samt underholdning med Karen-Marie Lillelund.

”Det er skønt at få lov til at se jer her i 3D oven på alt det her corona og ikke bare bag en skærm, det at se hinanden og snakke med hinanden er jo kernen i det frivillige arbejde,” sagde borgmester Martin Damm (V) da han bød velkommen til de omkring 200 frivillige fra mere end 80 foreninger, som var mødt op i samlingssalen på Skolen på Herredsåsen fredag eftermiddag til arrangementet Frivillig Fredag.

Overrækkelsen af Frivillighedsprisen, som grundet corona var for både 2020 og 2021, var i år lagt i hænderne på Peter Jacobsen, (DF) formand for Indstillingsudvalget.

”Prisen for 2020 gives til en person som har et hjerte som brænder for børn og børns trivsel, hun er en kæmpe ildsjæl på børnenes vegne, fordi hun ved at en god og tryg barndom danner basis for et godt voksenliv. Hun har kæmpet for etablering af den succesfulde fritidskonto som indtil videre har hjulpet 650 børn med at komme til sport, spejder, musik og andre fritidsaktiviteter,” sagde Peter Jacobsen i sin tale inden Minna Skytte, formand for Red Barnet i Kalundborg, blev kaldt op på scenen for at modtage Frivillighedsprisen 2020.

Frivillighedsprisen 2021 blev tildelt Medborgerhusets Støtteforening og her var det næstformand Bodil Skipper som modtog prisen sammen med repræsentanter for bestyrelsen.

Inden prisen blev uddelt, sagde Peter Jacobsen,

”De gør rigtigt meget for borgerne i Kalundborg, de gør det til dagligt, de gør det faktisk også juleaften, de er fantastiske til at være til stede og have tid til en snak. Deres gode humør forplanter sig til deres omgivelser, de samler ind og giver videre til dem som trænger og de arrangerer stort og småt.”

Med Frivillighedsprisen fulgte en buket blomster, et diplom samt 3.000 kroner til brug til aktiviteter.

Frivillighedsprisen er tidligere blevet tildelt til bl.a. Martin Thyssen og Magnus Trædemark fra Cykling Uden Alder, Jane Jensen fra Solsikkens Støtteforening og Linda Jochumsen fra Krisecentret Hera Døtrene.

Del