Fritidsfiskere: Man nærmer sig en naturkatastrofe

"Desværre har der ikke været opmærksomhed på vores fjord. Måske fordi vi ikke har råbt højt nok? Jeg mener at vi nærmer os en naturkatastrofe der vil tage årtier at rette op på"

Fritidsfiskere: Man nærmer sig en naturkatastrofe
Willy Stig Andersen, formand for Asnæsbroen, sammen med Jørgen Vestergaard. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der er stort set ingen fisk tilbage i Kalundborg Fjord. Foreningen Asnæsbroen på Gisseløre mener at man nærmer sig en naturkatastrofe der vil tage årtier at rette op på.

Gennem mange år har fritidsfiskerne i foreningen Asnæsbroen på Gisseløre inviteret skoleklasser til at komme forbi og høre om dels fiskeri og dels se og røre fisk som er fanget i Kalundborg Fjord. Der kommer stadigvæk skolebørn forbi men nu er det fisk som er fanget i Øresund som eleverne kan se og røre, for der er nemlig ingen fisk i Kalundborg Fjord.

”Kalundborg Fjord har det lige så skidt som andre danske fjorde. Fiskene på bunden af fjorden er væk. Det er gået virkelig stærkt de seneste 3 – 4 år. Desværre har der ikke været opmærksomhed på vores fjord. Måske fordi vi ikke har råbt højt nok? Jeg mener at vi nærmer os en naturkatastrofe der vil tage årtier at rette op på,” står der i et brev som er sendt til miljøminister Magnus Heunicke og direktøren for Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby, underskrevet af Willy Stig Andersen, formand for Asnæsbroen.

”Vi har rejst problemet på Dialogforum for kommunens havne og på det sidste møde deltog en af kommunes biologer som viste et kort hvor slemt det er helt nede fra Korsør, ind i Kalundborg Fjord og om i Sejerøbugten, det er et problem som vi har fælles med rigtigt mange mennesker, vi kender ikke årsagen men vi kan bare pege på, at vi har en udfordring og det er det vi gerne vil italesætte,” fortæller Willy Stig Andersen.

Det er helt slut

En af foreningens medlemmer, Jørgen Vestergaard, har gennem mange år fanget store mængder af fladfisk i Kalundborg Fjord på en eftermiddag, men det er slut nu.

Jørgen Vestergaard bruger jævnligt et undervandskamera når han sidder i sin båd og fisker, og optagelser fra den sidste tur på fjorden viser intet liv.

”Der er intet liv, efter tre timer havde vi intet fanget og intet mærket og da vi kom hjem og så filmen igennem var der ingen tegn på liv, ikke engang en krabbe. Der var fin sandbund men absolut intet liv og det er især inden for de sidste tre år det er gået helt i stå,” fortæller Jørgen Vestergaard, og fortsætter, ”Årsag, jeg tror ikke kun det er landmændene som har skylden, skarven er også en vigtig spiller i årsagen til at der ikke er flere fisk i de danske farvande. I følge Nationalt Center for Miljø og Energi er der godt 30.000 ynglende skarver i Danmark og de spiser rigtigt mange fisk.”

Hvem er ansvarlig

I mange debatter er det landmændene som får skylden for, at der ikke er fisk tilbage i de danske farvande, men formanden for Asnæsbroen vil ikke pege på en bestemt synder.

Jeg gider ikke at bruge kræfter på hvem der er ansvarlig. Det tror jeg er et stort kollektivt ansvar og at vi er blevet ramt af fortidens synder og at vi ikke har skredet ind i tide.

Tidligere har vi kunne fange pænt med skrubber, isinger rødspætter, tunger og pighvar. Nu skal vi være heldige hvis vi overhovedet fanger noget. Tænker at marsvinene og sælerne er det næste der forlader os. Der er jo ingen føde til dem,” siger Willy Stig Andersen.

Mødes hver onsdag til grill

Medlemmerne i Asnæsbroen har gennem årene haft mange rigtigt gode oplevelser og socialt samvær på Gisseløre. De medlemmer som har tid mødes fx hver onsdag hvor grillen bliver tændt og der bliver grillet kød, pølser og medlemmerne nyder også en sildemad.

Men hvis der ikke er nogen fisk at fange i fjorden, er der måske heller ikke nogen forening om kort tid.

Selv om der ikke kan fanges fisk i Kalundborg Fjord så fortsætter medlemmerne i Asnæsbroen med deres skoletjeneste hvor skolelever kommer på besøg på Gissleøre og høre om forurening og om fiskeri.

Del