Fra nedtur til Novo Nordisk

” Lige meget hvad så er det kun dig selv, der kan ændre det. Det er virkelig gået op for mig nu”.

Fra nedtur til Novo Nordisk Svigt fra familien, talblindhed, et voldsomt temperament, afbrudte uddannelsesforløb og ufrivillig nærkontakt med bandemiljøet, er blot nogle af de udfordringer, der står på Mikkels livs-CV. Nu er han i gang med en uddannelse hos Novo Nordisk. Privatfoto

Af: Uddannelsesambassadør Rikke Marie Lykke

Succeshistorie: Hvordan kæmper man sig til en elevplads i en af verdens førende medico-virksomheder efter seks mislykkede forsøg på at starte uddannelse? For Mikkel Holm var det især opbakningen fra det lokale Jobcenter i Kalundborg, der blev vendepunktet.

Svigt fra familien, talblindhed, et voldsomt temperament, afbrudte uddannelsesforløb og ufrivillig nærkontakt med bandemiljøet, er blot nogle af de udfordringer, der står på Mikkels livs-CV.

Alligevel er han nu blevet 12-tals-fyren, der har landet drømme-elevpladsen, og genvundet troen på sig selv.

Han er ikke i tvivl om, at mødet med jobkonsulenterne Lars og Christian har haft afgørende betydning for hans nye kurs:

”Den hjælp, jeg har fået fra dem, har været altafgørende for min fremtid”, fortæller Mikkel om det, der blev et vendepunkt og starten på hans nye liv.

”Lars og Christian var oprigtige, og det gjorde, at jeg lyttede efter”, uddyber han om mødet med rådgiverne på Jobcenter Kalundborg, og tilføjer efter en kort pause: ”Man skal selvfølgelig være skeptisk og stille spørgsmålstegn ved, hvad der bliver sagt. Men man skal altså også være åben, når folk prøver at hjælpe”.

Når Mikkel tænker tilbage på sin opvækst, flyder erindringen om årstal sammen. Men han var ikke fyldt fem, før hans faster officielt blev værge for ham, og han flyttede ind hos hende og onklen.

De første år i livet havde budt på en far med et massivt alkohol- og hashmisbrug og en nedslidt mor, der senere endte i et uheldigt mønster med voldelige kærester.

Den nye hjemmebane udgjorde en stabil og tryg base frem til teenageårene, men i Mikkels tanker var faren et tilbagevendende tema.

Farens fravær fyldte

”Det gør noget ved et barn at finde ud af, at ens egen far er totalt ligeglad med en”, fortæller Mikkel om sin nu afdøde far, der ikke ligefrem kan beskrives som den nærværende type.

”Jeg hørte fra ham til min fødselsdag, og det var det”, konstaterer Mikkel nøgternt om sin relation til ham.

For at gøre ondt værre, fandt Mikkel for få år siden ud af, at det faktisk ikke engang var faren selv, der tog initiativ til den årlige kontakt.

”Min faster fortalte mig, at grunden til at jeg overhovedet talte i telefon med min far den ene gang om året, var fordi hun ringede ham op og spurgte, om han ikke lige ville snakke med mig”.

Mislykket motivation knækkede selvtilliden

Farbroren var der til gengæld mere kontakt med. Men det var ikke en relation, der var præget af støtte og opmuntring. Og farbrorens ord kom til at præge Mikkels selvbillede i mange år fremover.

”Det var nok ment som en slags motivation, når min farbror gennem hele min barndom sagde, at jeg ville ende ligesom min far”, fortæller Mikkel om de løbende snakke med farbroren. ”Men det havde bare den modsatte effekt. Og grundlæggende mistede jeg faktisk fuldstændig troen på mig selv”.

Som Mikkel sidder og reflekterer over rejsen gennem sine 31 år, er der ikke tvivl om, at han er en intelligent fyr. Han har et meget velformuleret sprog og udstråler gode sociale kompetencer. Han er med andre ord typen, man gerne vil hænge ud med.

Men sådan har han slet ikke set på sig selv op gennem årene.

Tallene drillede i skolen

”Ud over det med mine forældre og kritikken fra min farbror op gennem hele min barndom, fandt jeg tidligt ud af, at jeg har det svært med tal”, forklarer Mikkel uddybende om årsagerne til det manglende selvværd, der kom til at sætte dybe spor i hele hans barndom og ungdom.

Og først for nyligt er han blevet klar over, at han har en grad af talblindhed.

”Men dengang var det vitterligt med til at styrke forestillingen om, at jeg er dum og ikke kan finde ud af noget”, fortæller Mikkel.

Konsekvensen blev, at han prøvede at undgå alt det med tal for på den måde at beskytte sig mod nederlag.

Og i det hele taget blev det med bøger noget, som Mikkel lagde afstand til.

”Jeg var simpelt hen så bange for at føle mig dum. Så jeg undgik alt hvad der havde med matematik at gøre. Ja, og i det hele taget blev det efterhånden alt med bøger, jeg frygtede. Også selvom jeg aldrig har haft problemer med at læse”.

Angsten for at blive bekræftet i, at han ikke kunne finde ud af noget og havde udsigt til et liv, der mindede om farens, lå som en konstant dyne over Mikkel.

Og tiden efter folkeskolen blev også præget af valg, der mest handlede om at undgå nederlag.

Ufaglært med heftigt temperament

En årrække havde Mikkel derfor ufaglærte jobs inden for især håndværksfagene. Og det har også givet en bred række erfaringer på cv’et gennem årene.

Men Mikkel havde på det tidspunkt et voldsomt temperament, og det satte sit præg på ansættelserne.

”Jeg kunne tænde af på et splitsekund, så en del jobs sluttede på den måde. Hvis jeg følte mig uretfærdigt behandlet, ja, så kunne det være lige meget”, fortæller han om årene som arbejdsmand.

Bortset fra temperamentet gik det egentlig fint. Mikkel arbejdede med alt fra entreprenørmaskiner til kloakering og som tagdækker, men havde hele tiden drømmen om en uddannelse i baghovedet.

Mange mislykkede opstartsforsøg 

”Der er ikke tvivl om, at jeg gennem alle årene brændende ønskede at tage en uddannelse”, fortæller Mikkel. ”Også fordi jeg på den måde en gang for alle ville kunne vise, at jeg ikke endte med at blive som min far”.

Og faktisk fandt Mikkel modet til at søge ind på en uddannelse. En hel del gange endda. For ikke mindre end seks gange har Mikkel forsøgt at gennemføre et grundforløb på en erhvervsskole.

Men hver gang faldt han fra. Udadtil på grund af forhold på skolerne. Men selvtilliden var heller ikke på plads. Og når udfordringerne meldte sig, blev løsningen at trække sig.

Det begyndte at blive et mønster af de så frygtede nederlagsoplevelser. Og oven i dette landede Mikkel uforskyldt i det helt forkerte selskab.

Ufrivilligt møde med bandemiljøet

”Min bror skyldte nogle dårlige typer penge på grund af sit misbrug. Og for at få slettet sin gæld, involverede han mig”, fortæller Mikkel om det, han selv kalder det ultimative lavpunkt i hans liv. 

”Jeg havde aldrig haft noget med det miljø at gøre før, og pludselig stod jeg omringet af en gruppe bandemedlemmer bevæbnet med knive og bat, og var seriøst bange for, at de ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde”.

Via broren havde de fået fat i Mikkels NemId og det var årsagen til, at de truede ham til at skrive under på en købsaftale på en bil.

En bil han vel at mærke aldrig har set, men som han nu skylder 1,2 millioner for, fordi det er hans underskrift, der står på købsaftalen.

Episoden udløste en periode med angst, der siden hen satte sig som en depression med PTSD-symptomer og 35 ekstra kilo oveni.

Mikkel måtte opsøge kommunen og bede om kontanthjælp, og det var, som han siger det, ikke den stolteste periode i hans liv.

Jobcentret blev et vendepunkt

Men mødet med kommunen, blev også et møde med Lars og Christian.

Og selvom Mikkel egentlig ikke havde nogle forventninger til at Jobcentret kunne hjælpe, spidsede han alligevel ører, da de to jobrådgivere kom ind på det med at genoverveje at starte på uddannelse.

Lars og Christian talte lige ud af posen om deres egne erfaringer med at være brancheskiftere i en voksen alder, og det fik Mikkel til at tænke på sin faster, der i alle årene som værge, havde arbejdet i produktionen på Lundbeck.

Han kunne mærke, at noget var anderledes denne gang. Den personlige motivation havde en anden dybde, og med opbakningen fra Lars og Christian, der blev ved med at understrege, at de nok skulle hjælpe, var tidspunktet rigtigt. Og endnu en gang vendte Mikkel blikket mod erhvervsuddannelserne.

Grundforløb bestået med bravur

Det blev uddannelsen til procesoperatør, valget faldt på.

Dels fordi Mikkel kunne se, at hans faster gennem sin lange ansættelse på Lundbeck havde haft et stabilt, vellønnet og ikke for fysisk krævende job.

Og dels fordi han med sine samtaler med Christian og Lars netop var blevet opfordret til den uddannelse.

I januar 2022 havde Mikkel første skoledag på Processkolen i Kalundborg. Og denne gang, var oplevelsen fundamentalt anderledes end de fejlslagne forsøg fra tidligere.

”Da jeg sad i bilen på vej hjem med grundforløbsbeviset i hånden, var jeg eddermame glad”, fortæller en tydeligt stolt Mikkel om afslutningen på den første del af uddannelsen.

”Det var en kæmpe sejrsfølelse. Jeg tror ikke det kan beskrives hvor stor en personlig sejr det er, når det, der hænger over hovedet, er ”du kan ikke”, ”du er ligesom din far” og den slags”.

”Jeg kan huske at jeg sagde til min kæreste (– ja, for sådan en, var der også kommet ind i billedet), at det til dato var det bedste valg i mit liv at starte på den uddannelse”.

Mikkel slår grinende ud med venstre arm, hvor der med sirlig skråskrift meget betegnende står skrevet ”Without struggle there is no progress”, mens han tilføjer: ”Jeg troede fandme ikke, at jeg nogensinde skulle lave rapporter. Jeg var helt på månen af nervøsitet”.

Fra skolefrygt til 12-tals-fyr

Men det hele gik forrygende, hvilket blandt andet kan ses på de tre 12-taller han hev hjem.

Og det var især den mangeårige dårlige relation til matematikken, som Mikkel var glad for at bryde. Et flot 10-tal smadrede en gang for alle historien om, at han ikke kan finde ud af det med tal.

”Jeg var så nervøs, at jeg fik et angstanfald”, fortæller han om netop mødet med matematikken på skolen. ”Men jeg var så fucking stolt bagefter, at jeg bare græd. Det var så angstprovokerende at skulle igennem det. Jeg var så bange”, fortæller han ærligt om mødet med sin mangeårige ærkefjende.

Og lige med et havde Mikkels liv taget en vild drejning. Hverken rapporter, tal eller prøver havde slået ham ud af kurs. Og det var med en styrket selvtillid at jagten på lærepladsen kunne gå ind. 

Kampen for lærepladsen

”Lige pludselig tog Novo Nordisk fat i mig”, fortæller han om åbningen til drømmelærepladsen.

”Tænk at producere 50 % af verdens diabetesmedicin, det er der altså helt afsindigt meget prestige i. Det er vildt, at vi i lille Danmark er de største i verden på det område”.

Mikkel havde været forinden været til samtale på NovoZymes, hvor han i finalen måtte se sig slået af en kandidat med seks års erfaring.

”Jeg valgte at se det som en personlig sejr at nå så langt. Og så blev jeg stædig”, fortæller han.

Imens Mikkel efter andenpladsen kæmpede videre, kunne han se de helt unge fra holdet en efter en komme tilbage med lærepladskontrakter. Han vidste, at alderen kunne være en udfordring fordi nogle virksomheder typisk vælger de yngste kandidater først. ”Men nu var jeg nået så langt, og så skulle det altså ikke stoppe her”, siger han med fasthed i stemmen.

Samtalen hos Novo Nordisk gik godt, og efter en uges tid ringede telefonen:

”Da jeg fik det opkald, væltede tårerne bare frem”, siger Mikkel med et bredt smil. ”De sagde, at de havde kunnet mærke min oprigtighed. Og at det var derfor de valgte mig frem for en af de andre 18”.

”Jeg var så lykkelig, mand! Jeg gik i flere dage og kiggede på den underskrevne lærepladskontrakt igen og igen. Det var en kæmpe sejr”.

Fremtiden er faglært

Den første september starter Mikkel Holm som procesoperatør-elev på IM1 på Novo Nordisk i Kalundborg. Med pharma-speciale, understreger han. ”Jeg bliver ikke bare uddannet, Jeg bliver uddannet med speciale”, siger han med slet skjult stolthed i stemmen.

Og succesen har givet stof til eftertanke. ”Du skal virkelig ikke lytte til andre, hvis de ikke tror på dig”, er hans bedste råd til andre. ”Eller, du skal vende det om og bruge det som en motivator”, tilføjer han. ” Lige meget hvad så er det kun dig selv, der kan ændre det. Det er virkelig gået op for mig nu”.

Del