Fra idé til salg på egen webshop

De to kvinder har tidligere vundet adskillige priser for deres bæredygtige idé, som nu er i produktion og kan købes på deres webshop.

Fra idé til salg på egen webshop
Mewaliis mission har hele tiden været at udvikle de mest bæredygtige engangsbind, som er bionedbrydelige, og det er nu lykkedes de to idérige kvinder.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Simone Westergaard fra Kalundborg og Frederikke Dahl fra Odense, har opfundet et bæredygtigt hygiejnebind lavet af plantefibre. Idéen er nu sat i produktion gennem deres fælles virksomhed Mewalii.

Simone Westergaard har en kandidat i Idræt og sundhed fra SDU, er oprindeligt fra Kalundborg, men bor i Odense. Frederikke Dahl er nyuddannet diplomingeniør i Integreret Design fra SDU. De to kvinder har tidligere vundet adskillige priser for deres bæredygtige idé, som nu er i produktion og kan købes på deres webshop.

”Vi er så glade for, at vores produkt nu er i produktion og kan købes på vores webshop. Vi er i mål med de første to produkter, som er et dagbind og et natbind. Der kommer også et trusseindlæg, men vi har lidt udfordringer med limen, så den udvikler vi videre med. Men trusseindlægget kommer så snart, at de er klar. Vi sælger kun på vores webshop til at begynde med, Prisen er lidt i den høje ende, men det er nødt til at være rentabelt. Vi sælger dem i 10 stk. pakker, og salget gik i gang i mandags,” fortæller Simone Westergaard.

Missionen bæredygtighed skal blive en succes

Mewaliis mission har hele tiden været at udvikle de mest bæredygtige engangsbind, som er bionedbrydelige, og det er nu lykkedes de to idérige kvinder.  Almindelige hygiejnebind består i dag hovedsageligt af bomuld og plastik, hvilket er to meget miljøbelastende materialer. Alene for at producere 1 kg bomuld bruges op imod 29.000 liter vand, store mængder pesticider og insektmidler, klor til blegning samt en lang transport, da bomuld kun kan gro i tropiske og subtropiske områder. Men Simone Westergaard og Frederikke Dahl har derimod lavet et engangsbind uden bomuld og plastik. De bruger en anden plantefiber, som lever af regnvand, ikke har brug for skadelige kemikalier, dyrkes i Europa og har en bedre absorberingsevne en bomuld. Her bruges der 1000 liter vand pr. kilo bomuld under dyrkning.

”Bindet ligner altså et helt almindeligt bind, som man kender det, bare lavet af bæredygtige materialer. De er både bløde og fri for parfume, fortæller Simone Westergaard.

Det bæredygtige hygiejnebind fra Mewalii blev i øvrigt også givet gratis ud på både Roskilde Festival og Kalundborg Rock’er i sommer. Ligesom Allikelund Gymnasium i Kalundborg er blandt de første gymnasier i landet, der tilbyder gratis hygiejnebind fra Mewalii til de kvindelige studerende, idet Mewalii har lavet en aftale med gymnasiet om, at de fungerer som testpersoner for det bæredygtige hygiejnebind,

Mewalii

Mewali betyder selv tak på balinesisk. Pigerne har tilføjet et ekstra “i” fra det engelske “I”, og tilsammen betyder det, at man kan takke sig selv for at hjælpe til et grønnere miljø, når man bruger Mewaliis produkter.

De bæredygtige hygiejnebind kan købes på www.mewalii.com

Del