Fra grus til grønne drømme

Allerede nu savner lokale kræfter dog en sammenhængende plan for reetablering af området, så der kan skabes et landskab, der både fungerer som naturkorridor, rekreativt område og beskyttelse af drikkevandsressourcer.

Fra grus til grønne drømme
Fra venstre: Mogens Jensen (Bjergsted/Naturkorridor Vestsjælland), Mogens Kyst (Amfi), Hans Munk (medlem af kommunalbestyrelsen for Radikale), Zenia Stampe (MF Radikale), David Arnbjerg Leunbach (Bregninge Waterhub) Line Maj Stranges (kandidat til Kalundborg Forsyning og KV-25 for Radikale) og Mette Hvid Brockmann (KV-25 kandidat for Radikale).

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Politikere og lokale kræfter vil sikre en samlet plan for natur, rekreative områder og drikkevandsbeskyttelse i Bregninge

Mandag den 3. november besøgte folketingsmedlem Zenia Stampe (R), sammen med de lokale kommunalvalgs-kandidater Hans Munk, Mette Hvid Brockmann og Line Maj Stranges, Bregninge for at møde folkene bag Naturkorridor Vestsjælland, Amfi og Bregninge Waterhub.
Formålet var at drøfte, hvordan de store grusgravsområder i Bjergsted, Bregninge og Løgtved kan udvikles til en naturperle, når gravningen engang er afsluttet – og hvordan potentialet kan udnyttes bedst muligt.

Stort naturpotentiale – men ingen samlet plan

Graveområderne forsyner i dag hele landet med vigtige råstoffer til anlægsprojekter, og der skal graves i mange år endnu.
Allerede nu savner lokale kræfter dog en sammenhængende plan for reetablering af området, så der kan skabes et landskab, der både fungerer som naturkorridor, rekreativt område og beskyttelse af drikkevandsressourcer.

I dag stilles der krav om naturgenopretning, når et område er færdiggravet, men der er ingen krav om offentlig adgangeller om rekreative anvendelser.
Der mangler dermed redskaber og retningslinjer, der kan sikre en koordineret udvikling af de op mod 1.000 hektar området dækker.

Visionen: Sammenhæng, adgang og naturpleje

Målet er at skabe et unikt, sammenhængende naturområde, hvor rekreative stier, naturbeskyttede zoner og adgangsbegrænsede områder tænkes ind fra starten.
Samtidig ønsker man, at jordpåfyldning begrænses kraftigt, så landskabet kan udvikle sig naturligt, og biodiversiteten kan trives.

Et sådant projekt vil kunne brande Kalundborg Kommune som naturkommune, styrke landdistrikterne og gøre området attraktivt for nye tilflyttere.

Derfor foreslår de lokale initiativtagere tre hovedpunkter:

  1. En samlet plan for områdets udvikling.
  2. Krav om offentlig adgang, med mulighed for undtagelser i særligt naturfølsomme zoner.
  3. Et reelt forbud mod jordpåfyldning, med mulighed for dispensation kun efter godkendelse i den samlede plan.

Politikere lover at tage sagen videre

Efter mødet lovede Hans Munk at tage forslagene med til kommunalbestyrelsen for at undersøge, hvordan kommuneplanen kan skærpes.
Zenia Stampe ville samtidig se på mulighederne i Region Sjælland og på Christiansborg.

”Det her er jo en helt fantastisk mulighed – både for naturen og for landdistriktsudviklingen,” sagde Zenia Stampe.
”I har allerede gjort rigtig meget, og det vil jeg meget gerne arbejde videre med. Det er både godt for Kalundborg og kan blive en inspiration for andre steder med råstofudvinding.”

Del