Fra bristet drøm til læreplads

”Det gik så galt, at kommunen kom ind over, men det hjalp ikke. Til sidst gav de mig valget: vil du tvangsfjernes eller på efterskole? Jeg valgte selvfølgelig efterskole."

Fra bristet drøm til læreplads Patrick Lillien Sørensen har fået lærerplads som glarmester hos Skandi-Bo i Ubby, men vejen dertil har været meget lang og med mange bump på vejen. Foto: Jens Nielsen

Af Rikke Marie Lykke, Uddannelsesambassadør, Jobcenter Kalundborg

Tilværelsen har på ingen måde været nem for 19-årige Patrick Lillien Sørensen. Lige fra han var barn har der været problemer både med skolen og hjemmet, men nu har han fået en lærerplads og mere ro i sit hoved og han ser nu lyst på fremtiden.

”En diagnose kommer aldrig til at være noget, der skal stå i vejen for ens drømme. Jo, jeg har besværligheder. Det er der slet ikke tvivl om. Men alligevel kommer jeg fremad mod det jeg vil. Og det vil jeg gerne fortælle andre, at de også kan”.

Ordene kommer fra 19-årige Patrick Lillien Sørensen, der mod alle odds er godt i gang med uddannelsen som alubygger, et speciale under glarmesteruddannelsen.

For livet er ikke startet på den nemme måde for Patrick, der på både de indre og ydre linjer har haft sit at kæmpe med. 

Ikke som de andre børn

Allerede i folkeskolen, mærkede Patrick på den hårde måde, at han ikke havde det lige så nemt som mange af de andre børn.

”De kunne slet ikke styre mig i den normale folkeskole. Jeg havde alt for meget krudt i røven og var samtidig både aggressiv og ja, vel nærmest voldelig”, fortæller Patrick ærligt om det første møde med det danske skolesystem.

Fra 2. klasse blev han som en konsekvens af problemerne overflyttet til specialskole, og dem endte han med at gå på tre forskellige af.

”Det gik egentlig meget godt i starten, da jeg blev overflyttet til en specialskole, der bedre kunne håndtere børn som mig. Men så opstod der problemer. Og de blev bare værre og værre. Der var konflikter med de andre børn, og jeg oplevede, at de rottede sig sammen mod mig og mobbede mig”.

En af grundene var, at Patrick havde ADHD. Og det gav gentagne gange problemer med skolemiljøet. Både det at sidde stille og at koncentrere sig om undervisningen. Men også i forhold til de andre børn.

”De fandt jo hurtigt ud af, at de kunne få mig til at eksplodere, og så blev det jo ekstra sjovt”, fortæller Patrick.

Samtidig var der massive udfordringer på hjemmefronten, og det blev værre med tiden.

Tvangsfjernelse eller efterskole?

”Det gik virkelig dårligt derhjemme mellem mine forældre”, fortæller Patrick om tiden mens han endnu gik i skole.

”Det gik så galt, at kommunen kom ind over, men det hjalp ikke. Til sidst gav de mig valget: vil du tvangsfjernes eller på efterskole? Jeg valgte selvfølgelig efterskole. Og det blev de bedste to år i mit skoleliv”.

Patricks beskrivelse af efterskoletiden lyder i det store og hele som de fleste andre efterskoleelevers.

Så selvom baggrunden for de to ophold var barsk, lykkedes det at få et godt udbytte, og dermed et fundament at bygge videre på.

”Man bliver jo et helt andet menneske af at gå på efterskole. Man bliver meget mere moden og lærer at stå på egne ben”, fortæller han.

Konflikterne med de andre elever på skolen udeblev dog ikke. Men som noget nyt, oplevede Patrick at være i et miljø, hvor det lykkedes ham at håndtere problemerne på en ny og bedre måde.

”Jeg var stadigvæk både aggressiv og småvoldelig. Men jeg lærte til gengæld at styre det. Jeg fandt ud af, at dem der mobber kun bliver ved så længe man reagerer. Så jeg lærte at ignorere det. Og derfra gik det fint”.

Efter to år på efterskole, skulle Patrick finde ud af hvad næste skridt så skulle være.

”Når man har ADHD fungerer det bare ikke med noget, hvor man sidder stille”, fortæller han.

”Jeg var godt klar over, at det skulle være noget hvor man bevæger sig og bruger hænderne”. 

Pilen pegede i retning af at blive faglært. 

Coronaboblen punkterede drømmen

Barndomsdrømmen var at blive mekaniker, og første skridt i den retning var klargørelse til  uddannelse via FGU (forberedende grunduddannelse).

”Jeg kom på FGU og ville gerne ind på mekanikerlinjen bagefter. Men jeg fik at vide, at der var for mange der, så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet blev det smedelinjen. Og det var røvsygt og kedeligt”, lyder det ærligt fra Patrick.

Det lykkedes dog til sidst, at få overtalt lærerne til at han kunne komme over på mekanikerlinjen.

”Og der kunne jeg mærke, at jeg var landet et godt sted. Jeg passede fint ind i flokken. Vi grinede godt sammen, og der var masser af energi. Samtidig respekterede vi hinanden”.

Men bedst som Patrick havde fundet sin rette hylde, kom Corona og punkterede mekaniker-drømmen.

”Det er sgu svært at rode med en bil hjemme fra skærmen”, fortæller Patrick, der blev mere og mere modløs af hjemmeundervisning og Corona-nedlukning. ”Det var en rigtig kedelig tid. Til sidst lå jeg bare i sengen hele dagen og var kun oppe når jeg skulle have online-undervisning”.

Motivationen endte med at ryge helt i bund, og da der endelig blev åbnet op igen, kom Patrick ud i praktik.

”Det gik slet ikke”, fortæller Patrick om det, der skulle have været et positivt vendepunkt.

”Jeg var ude to forskellige steder, men det blev en virkelig dårlig oplevelse. Det ene sted svinede de mig til hele tiden. Og det andet sted måtte jeg kun rende rundt og feje”, erindrer han.

Og igen var ønsket om, at komme videre med uddannelse, tæt på at briste.

Men til alt held opstod der en ny mulighed, og denne gang blev det et vendepunkt.  

Fra bristet drøm til læreplads

”Jeg kan bedst beskrive det som en eksplosion af min virkelighed”, fortæller Patrick, og uddyber: ”Det var ligesom om, at det hele blev samlet inde i mit hoved på en ekstremt fascinerende måde. Det var både sjovt og underholdende på samme tid. Og jeg elskede det fra dag et”.

Det var mødet med Skandi-Bo i Ubby, der producerer og monterer glasskillevægge og døre i aluminium, der fik det hele til at falde på plads inde i Patrick.

Og efter en praktikperiode, faldt snakken på muligheden for at komme i lære som alubygger.

Patrick husker tydeligt den afgørende samtale: ”De sagde, at det kunne vi godt finde ud af. For jeg var jo aktiv og ikke typen, der bare stod henne i et hjørne og ventede på at blive sat i gang”.

Udfordringerne bekymrede dem ikke hos Skandi-Bo.

”Bare fordi du har ADHD eller er ordblind, betyder det ikke, at du ikke kan finde ud af dit arbejde. Så længe du selv kan håndtere det, er det fint med os”, var deres opløftende besked til Patrick.

Næste trin var grundforløbet til uddannelsen som alubygger. Og selvom vejen var banet med en læreplads i hånden, skulle det heller ikke gå snorlige denne gang.

Konflikter med de andre elever på grundforløbet og nye udfordringer i familien, gjorde det svært at koncentrere sig. Konsekvensen blev, at grundforløbsprøven ikke blev bestået i første forsøg.

Tror på fremtiden

Men Patrick ser lyst på fremtiden, og prøven blev bestået i andet forsøg.

”Det skal nok gå, jeg er ikke så bekymret”, fortæller han optimistisk. ”Der er jo rigtig mange ting man kan rende og blive bekymret for. Men det spænder i realiteten mere ben end det gavner. Jo mere man siger at man ikke kan, ja, jo større er risikoen for at så kan man lige pludselig ikke”.

Og samlet set ser det da også lyst ud for Patricks fremtid som kommende faglært glarmester med speciale som alubygger.

”Jeg har fået mere styr på tankerne og mere ro på”, fortæller han. ”Og når jeg står og forbereder byggeelementer til montage, har jeg det rigtig godt. Jeg føler, at jeg har skabt mig et ordentligt fodfæste, som samtidig giver mig et godt sted, at komme videre fra”.

Samtidigt er Patrick et sted i livet, hvor han oplever at få støtte, når han har brug for det.

”I forhold til min ordblindhed har jeg en IT-rygsæk, der gør det meget lettere at gå i skole”, fortæller han. ”Og når det er svært at være mig, har jeg Marie Søndergaard Edelfeldt fra Kalundborg Kommunes Ungeindsats. Det, at have en at snakke med og som lytter, har været afgørende i de svære perioder. Det, at der kommer en og siger: nu finder vi to ud af det, et skridt af gangen. Sådan er Marie, og uden hende ville jeg ikke være her i dag”.

Del